Portræt af en Metal Sister nr. 1

Mød Anna og læs hendes fantastiske smukke beretning:

Forfatter: Anna Pinto 

Anna og musikken

 Anna 5 år, lange fletninger og småbuttet. Hun lister sig ind i den ’gode’ stue, som man kun bruger, når der kommer gæster. Her er den store 60’er radio målet. Hun tænder for den, magien strømmer ud, uimodståelige rytmer griber alle hendes sanser, og hun bliver båret ind i en anden dimension. Anna danser som en besat i timevis, indtil hun bliver stoppet, gennemblødt af sved og helt rødt i hovedet, af sin store søster.

Dette scenarie har gentaget sig i hele min barndom. Jeg kun simpelthen ikke lade være. Musikken trængte ind i mit sind og hver celle af min krop, og jeg kunne ikke andet end at give mig selv fuldt ud til den, og følge bare groove’t. Alt andet forsvandt, der fandtes kun mig og musikken, og jeg var lykkelig i den reneste forstand. Som den eneste og yngste i en flok af 11 søskende, var fascination og tiltrækning for den musikalske verden medfødt.

Som ganske ung voksede min interesse for sidst 60’erne-start 70’ernes rock sig stor, og det gjorde mig mere og mere bevidst om mit musikalske ståsted og affinitet. Alle de gode gamle bands fra ’70’erne klassisk rock var mine venner, Led Zeppelin var mine guder. Yes baby, music played with Heart, Soul and Genitals! – som jeg selv betegner den. Musikken var et anker for mig, trøst, støtte, håb og energikilde, og ikke mindst mit tilflugtssted, når jeg blev trukket ind i sindets mørke afkroge og i tilstande, jeg ikke kunne finde ord for. I musikken var jeg hjemme.

Sidst i 70’erne..gli anni di piombo, bly-årene, hvor Italien lever i terrorisme skygge.
Alle mine ældste søskende var flyttet hjemmefra, og tilbage var jeg og min søster Maddalena. Mens hun var meget politisk engageret, og optaget med at protestere mod den daværende status quo sammen med den lokale anarkistiske fløj, kunne jeg ikke være mere ligeglad med politikken generelt. Jeg havde dog en mission: at høre så meget rockmusik som muligt, og opdrage det lokale samfund med en god omgang rock herligheder via den lokale radio. De eneste protester jeg var engageret i, var dem imod min mors forbud om at lave de radioprogrammer, for hun mente at ’pæne piger (eller bare piger generelt – vi befinder os jo i en lille provinsby i Syditalien ) laver ikke sådan nogle ting!’. Hun vandt aldrig.
Et ugentligt program blev det til, og varede i 3 år, indtil jeg blev 18 og flyttede til den ’store’ by.

Her købte jeg min første bas, en Höfner, en lille og slidt sag med en lettere skæv hals, som allerede havde skiftet mindst 5 ejere :-D, men jeg ville spille musik, og instrumentets tilstand var underordnet. Jeg skulle spille FEDE RYTMER! De første år i Bari var derfor mere præget af basspil og hænge ud med punk-gruppe/bevægelse (som senere hen blev til en musik-kooperativ) La Giungla, end studie på universitet, hvilket var det oprindelige formål med at flytte fra min fødeby. Inden for gruppen mødte jeg den, som skulle blive ikke kun guitaristen i mit første band, men også min sjæleven igennem 9 år. Han besad visdommen og rummeligheden af en 1000 års gammel buddhistisk munk og et barns smil og sind, ud over en helt speciel og umiskendelig guitarspil, jeg svingede fantastisk godt med.

Da Dario døde som 33-årige i 1996, efterlod han det største tomrum, jeg nogensinde havde og har oplevet i mit liv og et hul i min sjæl. Han efterlod et uoverkommeligt tomrum både i Baris musikale scene, og i alle de mange mennesker, som havde haft privilegiet at lære ham at kende.

Diverse ‘uheldige’ omstændigheder kombineret med et sart sind og tilbagevendende depressioner m.m., har gjort, at jeg har spillet meget on and off i løbet af årene. Jeg har været i forskellige konstellationer, både i Italien og i DK, men aldrig noget, der holdt ret længe.

Her i DK, efter lang tid uden at spille, mødte jeg den, som skulle blive min bedste ven, Søren, og sammen med et par af hans gamle kammerater, blev Coverdogs født. Det skulle ikke være kompliceret eller besværligt, bare spille nogle kopi-numre og have det hyggeligt sammen. 5 mennesker med forskellige smag og musikalsk baggrund, men som til fælles havde samme lyst og intention: spille noget god gamle -og nyere- rock’n’roll og have det sjovt sammen. Vi har grint, hygget, diskuteret, og tilmed også ‘clashed’ et par gange, fordi det med at finde cover numre, som alle kunne lide at spille, skulle vise sig at være ikke en så nem opgave endda. Overhovedet! Og dog, har vi evnet at bevæge os igennem en meget bred vifte af kunstnere: fra Black Sabbath til Metallica, Megadeth, Faith No More, Pantera, fra Iron Maiden til Judas Priest, Motörhead, Flotsam & Jetsam, The Exploited, Slayer osv. osv… F…k I had fun! 😀 men… that came to an end, too. Bandet blev opløst, og jeg fandt nogle fyre – eller rettere, de fandt mig – som spillede egen og ret cool musik. Hvilken optur, det var total og ren musikalsk legeplads for mig! Her havde jeg både mulighed for at udfolde min kreativitet frit, og den samlede lydbilledet var ’luftig’ nok til at min basspil kunne skære igennem, hvilket er mange gange lidt svært i metal musik, fordi guitarister er ofte ’primadonnaer’, og i øveren skal du altid kæmpe for at kunne høre dig selv. Vi syntes desværre, trommeslageren ikke kunne følge med, entusiasme dalede og vi gik hver for sig, alt imens Rune, guitaristen fra Coverdogs, begyndte med at indspille nogle fede riffs, og vi endte med at spille sammen igen med resten af Coverdogs-drenge, under navnet SilentHill.  Vi spillede Metal Noir, som han selv kaldte hans musik, metal med melodiske riffs og ’a touch of melancholy’ indimellem. 

Jeg har mødt mange smukke, Smukke sjæle i musikmiljøet, og det er jeg dybt taknemlig for.  Mange af de gamle venner er døde hen af vejen, det har gjort ondt, men jeg rummer dem alle i mit hjerte og sjæl. For ikke at nævne mit seneste tab, som ikke kun var en dygtig guitarist, men først og fremmest et smukt væsen. Han introducerede mig bl.a. til Black Metal genren, som jeg har omfavnet fuldt ud.

Mit liv udviklede desværre sig sådan, at efter flere år emotionelt pres på grund af en følelsesmæssig krævende og nedslidende situation, udviklede jeg fibromyalgi i 2018, og der blev jeg nødt til at stoppe helt med at spille på grund af de mange smerter. En skam, fordi det skete efter kun 7 måneder, jeg havde tilsluttet mig et prog-metal band, som jeg var blevet umådelig glad for, og som gave mig mulighed for at udvikle mig endnu mere. Men som Nag fra Tsjuder sagde engang: ‘Jeg ved ikke lige hvordan man skal sige det på en pæn måde, men livet er noget lort‘. Tag den, du! 

Jeg har altid spillet på amatør niveau, og med hjerte og sjæl. Jeg kender ikke en dyt til musikteori, og har aldrig haft tålmodighed nok til at sidde og ’studere’ skalaer og teknik eller øve mig i timevis hjemme. Og sådan bliver man ikke prof musiker. Men for mig har den rigtige værdi altid ligget andet sted end i at blive en prof: jeg er blevet velsignet med denne gave, at kunne spille et instrument, og have mulighed for at spille sammen med andre mennesker, som, personlig, betragter jeg som noget af det mest givende og opløftende i hele verden.

At besidde evnen til at udtrykke følelser og personlighed igennem musikken, at kunne opleve den massive energi, der gennemstrømmer dit væsen, når du er i harmoni og på samme bølgelængde med resten af bandet, den rene POWER, du selv bliver i det øjeblik…det kan ikke beskrives med ord, det er simpelthen smukt.