Tiden er kommet for nok et PortrætAfEnMetalSister
Denne gang møder vi en varm og imødekommende kvinde der oprindelig er fra sagaøen Island.
Tag vel imod portrættet af Eydís Ingimundardóttir

Vi gemmer hver historie, passer på dem og hylder dem med respekt og power. For hver kvinde er særlig og smuk.
—————————-
Min heavy metal/rock/punk rejse begyndte tilbage i 1982, da jeg var ni år gammel. Der flyttede vi, mine forældre, jeg og to søskende til et nyt sted, ude på landet i Island, hvor vi ikke rigtig kendte nogen i forvejen. Jeg skulle derfor også starte i en ny skole. Jeg husker den første dag i den nye skole, som en lidt rædsom dag. Jeg var mega usikker og forvirret over alt det nye og var lidt bange for de store drenge, men syntes samtidig at de så meget seje ud, med deres nittebælter, halsbånd, cuffs, lidt skræmmende t-shirts. Men den musik de spillede ude på gangene i frikvarteret syntes jeg var vildt fed og spændende og helt nyt for mig, den lille ABBA fan.
Jeg kan ikke huske præcis hvilke sange eller bands jeg hørte den første dag, men højt sandsynligt har det været noget med Iron Maiden, Scorpions, Accept eller Judas Priest.

Det var i hvert fald blandt andre disse bands, som jeg startede min heavy metal rejse med. Siden da er det kommet mange flere til.
Jeg kom ellers fra et hjem og miljø hvor musik spillede en stor rolle. Begge mine forældre hørte meget musik, b.la. The Beatles, Elvis, The Shadows, halvfjerdsernes folkemusik og harmonikamusik og især min far spillede adskillige instrumenter.

Årene i skolen havde sine ups and downs og jeg var til tider ensom og der var en periode med mobning. Det var en slags kostskole, så fra 4 klasse overnattede børnene på skolen og kom kun hjem i weekenderne. Når jeg havde det svært i skolen, var der et album (som en af drengene havde flyttet over på kasettebånd for mig) som gav mig mod, ro, styrke og håb, det var Dio´s Holy Diver. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg forstod heller ikke rigtig teksterne den gang, så det var selve musikken, som havde denne indflydelse på mig. Den hørte jeg om aftenen og imens jeg faldt i søvn og dette album og Dio vil altid have et helt specielt sted i mit hjerte.

Ja det var tiden med mixed tapes og mine var et virvar af alle mulige genrer, men jeg forsøgte at dele dem lidt op i rock/metal/punk og pop. Ja jeg hørte også popmusik, jeg hørte al musik jeg kunne lide og gik ikke op i at være tro mod én genre. Jeg var fx meget stor fan af Iron Maiden og Duran Duran på same tid, Twisted Sister og Madonna, Skidrow og Whitney osv.

Sen firserne var sjove år på skolen og de var præget at glam/sleeze og jeg havde mega crush på Tommy Lee (Mötley Crüe) og flere af de smukke musikere. Åh hvor drømte jeg bare om at komme til LA, men no chance in hell at mine forældre ville give sin 14-årige teenager lov til at rejse og jeg havde heller ingen penge til det og turde faktisk heller ikke. Samtidig hørte jeg Metallica, Slayer mm. det kan man ikke ville nogle sige, men jeg var ligeglad, jeg hørte det jeg gerne ville høre og det gør jeg stadig.
Op igennem halvfemserne hørte jeg stadig metal, men da The Doors filmen udkom begyndte jeg at høre meget halvfjerdser rock, selvfølgelig The Doors men også Janis Joplin, Hendrix, Led Zeppelin for at nævne nogle. Jeg faldt pladask for grunge, især Nirvana. Det var en periode hvor min tøjstil var en blanding af hippie og grunge.

I 1999 flyttede jeg til Danmark og det gav mig muligheden for mange flere live koncerter og festivaler med store internationale navne, end det var i Island.

Jeg blev mor til mine dejlige børn i 2006 og 2011, der gik jeg totalt i baby/mor mode, blev også ramt af fødselsdepression og holdt helt op med at gå til koncerter eller i det hele taget at høre særlig meget metal. Den 25. maj 2013 var dog en særlig dag, for der fik min søde, gode veninde Ida, slæbt mig ud af min lille børn/mor boble til en Megadeth koncert!
Hvor var det bare en vidunderlig oplevelse!
Jeg følte frihed, glæde, power og lettelse. Jeg følte mig hel. Det var så vildt, jeg var slet ikke klar over hvor meget jeg havde savnet musikken og metalmiljøet. Tænk at man kan forsvinde så meget ind i sin egen verden? Jeg vil dog understrege at trods fødselsdepression (som jeg selvfølgelig fik behandling for) havde jeg det meget godt sammen med mine børn i vores lille hule og troede virkelig at jeg ikke havde brug for andet.
Siden den koncert har Ida og jeg været til alle Megadeth koncerter i Danmark, bortset fra da de spillede på Smukfest. Nu var jeg ude af Boblen og Ida og jeg begyndte at gå til så mange koncerter, som var muligt at proppe ind i kalenderen og Cophenhell blev ikke afholdt uden os.
I 2016 blev jeg kæreste med min Martin og vi er sidenhen blevet gift. Vi mødte hinanden første gang på High Voltage og vores fælles og alt omfavnende interesse er musik.

Vi tager på så mange af de danske metalfestivaler, som vi kan enten som gæster eller scene-arbejdere og mange af de bedste koncertoplevelser jeg har haft har været på de mindre festivaler.
Især på Metal Magic, for vi kommer altid hjem derfra med overraskende og super fede oplevelser i bagagen.

I hjemmet lytter vi mest til metal, rock og punk. De genrer jeg hører mest for tiden er doom, black metal, folk/viking metal, thrash metal og de gamle gode heavy metal-og halvfjerdser rock bands.
Jeg havde desværre ikke tålmodighed til at lære at spille instrumenter. Jeg gik til klaver i en periode som barn, men var for doven til at øve mig.
Jeg kunne ikke vente på at blive dygtig nok til at spille de sange og værker, som jeg gerne ville spille. Men jeg elsker at synge og har altid sunget meget, men mest i kor og synger for tiden i et islandsk kvindekor i København.

Jeg mener at jeg først hørte om Metal Sisters i 2021, jeg var i hvert fald med til det 1. så er der møde på Zeppelin, hvor vi kun fyldte de tre bagerste båse.

Til mødet året efter var antallet eksploderet helt vildt. Så fedt at opleve. Jeg er så heldig at jeg næsten altid har haft nogle i min vennekreds, som delte min musiksmag og har derfor sjældent taget alene afsted til en koncert, men jeg elsker Metal Sisters konceptet og deltager, så meget jeg kan i arrangementerne. Det er helt fantastisk at mærke det sammenhold, forståelse og imødekommenhed, der er i gruppen og ikke mindst power til møderne!
Tak Sisters, for at jeg måtte give jer lidt indblik i min metal/rock/punk rejse og den har faktisk ingen ende.