Det er med stor kærlighed og glæde at vi nu præsenterer portræt af en Metal Sister nr 9
Længst ude på Vestegnen møder vi nemlig ingen ringere end vor alles Rikke Jørgensen.

Her er hendes egen historie om hendes forhold til musik og Metal
❤

Vi gemmer hver historie, passer på dem og hylder dem med respekt og power. For hver kvinde er særlig og smuk.
————————————
Jeg sidder og kigger på et ark papir med gode råd til skrivningen af mit Metal Sister portræt.

Det første der står er ”Hvem er du (udover dit navn),…
Det er et kompliceret spørgsmål og det jeg kommer til at tænke på er, at jeg hedder Rikke Jørgensen, blev født i 1973, på et kommunistisk hippiekollektiv i Silkeborg.

Jeg kommer fra et hjem med klaver og politisk rock, helt ud på den yderste venstrefløj, i fattigfirserne og det betød modstandsrock og besatte huse.
Det første musik jeg husker, er Jimmy Hendrix, Rolling Stones, Steppeulvene, Shit og Chanel og Røde Mor i Rockcirkus.
Min far spillede flere instrumenter, men primært guitar og så sang han. Vores stue var hans øvelokale og når jeg kom hjem fra skole, havde jeg fri leg med instrumenterne i et rockband. Men det var klart trommerne, jeg var tiltrukket af.

Da jeg blev teenager, havde jeg som alle andre brug for at kunne løsrive mig fra mine forældre, lave lidt oprør, være den der turde bryde med normerne.
Det er ikke nemt, når man har to flipperforældre, som har besat huse og spillet undergrundsrock på Allotria –
jeg er snart 52, og for jer der ikke ved, hvad Allotria var, så var det et berygtet og berømt besat hus i 1980’ ernes København. Den historie kan anbefales, den er mindst lige så interessant som historien om Jagtvej 69, men det er et sidespring, og pointen er, at et oprør mod dem var nærmest umuligt.
Først prøvede jeg at komme hjem med en flyer fra Fremskridtspartiet (moderpartiet til det der senere blev til Dansk Folkeparti.
De to kommunister kiggede dårligt op fra de politisk korrekte, skønlitterære tekster de læste, hver især.

De stoppede læsningen et øjeblik og konstaterede tørt, og nærmest med en stemme, at jeg ville få det svært i det parti med de holdninger jeg havde…
Jeg er vel omkring 12 – 13 år på dette tidspunkt, jeg har altid haft travlt med at nå så meget som muligt, men lige her var jeg optaget af at få en eller anden respons på min eksistens, mig som individ. Det er så lige her, at jeg støder på Iron Maiden, og Number of the Beast.

Det fik mine forældre op ad stolene, nu talte de pludselig om, hvor farligt det er at blive hevet ind i en kult og min interesse var vakt.
Jeg har altid, som i ALTID, gået mine egne veje, altid villet lære af mine egne fejl – jeg gjorde og gør intuitivt det jeg har brug for også selv om jeg ikke lige altid forstår hvorfor, men det giver altid mening i retrospekt.
Interessen for det mørke, dystre og lidt forbudte var vakt. Indtil det tidspunkt var min yndlingsmusik bl.a. Duran Duran, Madonna og Michael Jackson.

Det blev det også ved med, jeg holder af musik inden for stort set alle genre, men nu havde jeg ligesom fundet det musik der spejlede alle mine allerstørste følelser. Jeg havde fundet min musik.
Og; – når jeg skriver min musik, så er det sådan cirka også dybden af min viden omkring metalgenre. Jeg har den største respekt for alle dem, der har tilegnet sig al den viden, men for mig er musikken ren emotionel oplevelse, du kan vel kalde den for terapi. Alt det faktuelle har ikke min interesse.
Den oplysning er taget med dels for ikke at skuffe nogen, for der kommer ikke andet end ren oplevelse her, men også bare for allerede nu at nævne, at det netop en af de kvaliteter jeg holder af, ved at være en Metal Sister – at vi er ligeværdige medlemmer med alle de tilgange vi har til musikken, vores fælles tredje er, at vi har hinanden.

Nå, men fra jeg var ca. 13 år til jeg var 16 fordybede jeg mig i alt hvad der hørte til det mørke og dystre, jeg så ALT hvad der var lavet på VHS (vi så videobånd på en lejet Movieboks), af gyser og splatterfilm.
Jeg udviklede i perioden en forkærlighed for virkeligt dårligt lavede gyserfilm, såkaldte å-film. Elskede generelt niche og subkultur, ”De skrigende halse” er en episk film om punkkulturen.

Alt imens jeg hørte Judas Priest, Dio, Slayer, Deep Purple, Metallica, AC/DC, Accept, Scorpions og Aerosmith i en stor pærevælling.
Jeg er vokset op i en lille landsby i Hornsherred og jeg havde det bare lettere i drengegrupper og det var det de tilsammen hørte, og jeg var på tålt ophold noget af tiden og en af gutterne resten af tiden.
Jeg var egentlig ikke specielt glad for Metallica indtil en dag, hvor en af drengene spillede nummeret ”One” for mig. Det er en af de største musikgaver jeg har fået. Han vækkede min nysgerrighed med det nummer og så fik jeg lov at låne hans kasettebånd med hjem, albummet And Justice for All – det er stadig et Metallicanummer, der er mit absolutte yndlingsnummer – Nothing Else Matters, jeg synes dog bare, at det ydføres bedre af Godsmack – det føler jeg mere.

I november 1989 falder Berlinmuren og man spillede Scorpions ”Wind of Change” som en form for titelmelodi til den tid, vi dengang troede, kun kunne føre os til noget bedre. Jeg blev dengang utrolig håbefuld og fuld af mod på livet, nu bliver jeg stadig lige så rørt, men nu er det med en bitter fornemmelse af, at jeg er glad for at have oplevet den periode, hvor verden håbede et kort øjeblik.
I den periode af mit liv der fulgte, havde heavy ikke nogen speciel plads ud over, at når jeg købte musik, så var det meget blandet af alt fra 90’ erne, også AQUA.
Jeg blev især glad for Rage Against The Machine, Nirvana, Soundgarden, men også Disneyland After Dark som blev til DAD, Sort Sol, Dizzy. Men det trådte mere i baggrunden, mens familielivet udviklede sig til børn, hus, bil og have. Som over tid udviklede sig til lange køreture i bil med MyRock skruet højt op, i frustration. Og til sidst, efter en meget lang coronanedlukningsperiode, en skilsmisse.

Jeg følte mig usikker, bange, vidste ikke, hvad fremtiden skulle bringe og igen var det metalmusikken, jeg støttede mig til. Denne gang blev det bare også med den helt fantastiske bonus, at jeg fandt eller rettere blev introduceret til Metal Sisters af Pia Cramer.

Jeg var lige blevet skilt og havde besluttet mig for, at jeg ville på Metalcruise. Jeg har det fint med at rejse rundt og gøre ting på egen hånd, jeg havde bare svært ved tanken om at skulle spise aftensmad alene i færgens restaurant. En kollega fortæller, at hendes kusine og hendes mand skal med og at jeg gerne må spise sammen med dem, og det var selveste Pia Cramer (se portræt nr 8 – red anm).

Den sidste store oplevelse jeg vil nævne her er, at på den tur oplevede vi Nakkeknækker og Cabal for første gang og det var så ubegribeligt fedt!!
Min musiksmag er en rodebutik, men for mig skal det kunne mærkes i maven, kan det det; er det fedt.

Metal Sisters har derudover, for første gang i mit liv, givet mig oplevelsen af, at det er fedt at være i en stor forsamling af kvinder – vi har glæden ved musik og hinandens ryg, det er guld værd.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at Metal Sisters og fællesskabet omkring det at gå til koncerter, har givet mig, MIG tilbage. Det har været en klippe i en turbulent tid og som den skarpe læser jo nok godt kan læse sig til (med bands som Cabal, Nakkeknækker og Baest,) så har der været store følelser i spil.

Jeg var også meget glad for Slipknot i den periode.
Det var en lille fortælling om, hvordan rock og metal altid har været i mit liv, Metalmusik i alle afskygninger har været underlægningsmusikken til mine lyse og mørke stunder igennem mit liv og det vil metalmusikken altid være. Det og at jeg fortsætter med at finde mine egne veje – Nothing Else Matters.