Det er med stor kærlighed og glæde, at vi nu præsenterer Portræt af en Metal Sister nr 7
Her møder vi en af vores yngre, positive og smilende medlemmer, Dina Andersen.
Her er hendes egen historie om sit forhold til Metal❤
Vi gemmer hver historie, passer på dem og hylder dem med respekt og power. For hver kvinde er særlig og smuk.
———————————————————————-
Mit navn er Dina. Jeg er en pige på 21 år. Jeg har været en del af metal miljøet siden jeg var 15 år gammel ca.

Som 14-15 årig begyndte jeg at få stor interesse for rock og punk musik og var helt vild med den rå og anderledes stil. Jeg har også været så heldig at min far er kæmpe metalhoved så jeg arvede en masse plader, cd’er, bandtrøjer, plakater osv af ham. Min mor har også altid haft en meget bred musik smag, så har også arvet et par ting fra hende.

Jeg var helt vild med bands som Black Flag, Misfits, NOFX, Alice In Chains, Metallica men det var nu Nirvana der introducerede mig til denne verden. Men det var Slayer især der introducerede mig til den hårdere side – Show No mercy specifikt (Slayers bedste plade ifølge min mening) den havde min far på CD og da jeg satte den på for første gang ændrede min verden sig ville jeg sige. Jeg begyndte at blive helt vild med Thrash metal – og er det stadig! Også tog det bare fart derfra.

Ville sige Show No Mercy, Caught Somewhere in Time af Iron Maiden og Ride the Lightning af Metallica er tre albums jeg har haft meget nære siden starten. Og i konfirmationsgave fik jeg billetter til Metallica i parken i 2019 af mine forældre – plus de betalte halvdelen af min billet til Copenhell 2020 – men så kom corona jo og det blev først i 2022 😞

Min første “rigtige” metal koncert var med Entombed, Aborted og Baest i Vega tilbage i 2019 sammen med min far. Han var min koncertmakker i starten, da jeg ikke havde nogle venner i miljøet og ikke turde tage alene afsted, jeg var en meget genert ung pige. Men det er også noget som det her miljø især har hjulpet mig med. Jeg begyndte i slut 2020 at turde snakke lidt mere med mennesker og begyndte at skabe mig en lille vennegruppe. Det var også heromkring jeg mødte min Aller bedste veninde som virkelig også bare har ændret mit liv. Kunne ikke forestille mig et liv uden hende nu🥹

Der var jo desværre corona her i denne tid (2020-21), men det stoppede mig ikke helt for at tage til koncerter! Var til et par sid-ned koncerter og der kunne man godt mærke at man savnede at bevæge sig, havde også kun prøvet at moshe til to koncerter lige da det lukkede ned, så da restriktionerne blev fjernet igen skulle jeg bare afsted! Var også virkelig bange for at moshe i starten, fordi jeg var bange for måske at slå mig (har dog også fået et par blod tude og et enkelt blåt øje🤣) eller bange for jeg så dum ud – men fuck nu det! Vi er her for at have det sjovt og slå os løs!

Har været til virkelig mange gode koncerter de sidste 5 år, som 15-16 årige mig nok ville være en smule mundlam over. Nogle af mine yndlings minder heraf – Exodus i Amagerbio 2020, Judas Priest Hell ‘22, Iron Maiden Hell ‘22, Left To Die Beta ‘23, Pantera Hell ‘23, NOFX den grå hal ‘24, Municipal Waste og Cannibal Corpse Amagerbio ‘24 osv osv.

Jeg har været til så mange gode koncerter, og har fået så mange gode oplevelser og mødt så mange søde mennesker, der har været med til at ændre mit liv på en virkelig god måde. Det er bare et miljø fyldt med så mange søde, inkluderende og anderledes mennesker – man har selvfølgelig også mødt et par røvhuller, men de findes jo desværre lidt over det hele😆 Jeg ville sige på grund af dette miljø har jeg virkelig fundet mig selv, jeg føler mig virkelig dejligt tilpas i metal scenen og er så taknemmelig for den. Det ville fandme være et kedeligt liv uden. Og for 7 måneder siden ca – faktisk under Copenhell kom jeg sammen med min kæreste som jeg også lærte at kende pga metal miljøet – og jeg kunne ikke være gladere!

Jeg tror det var omkring 2022 jeg hørte om Metal Sisters for første gang. Mener det var på Zeppelin Rock Bar sammen med min veninde – og jeg syntes bare det lød monster fedt! Især da metal miljøet er meget fyldt med mænd, og mange kvinder og især unge piger føler sig lidt intimideret af det – det var jeg i hvert fald meget i starten. Jeg synes heller ikke jeg så så mange kvinder i miljøet for et par år siden, men det kan jeg klart se en ændring på idag. Så jeg synes bare det er så fedt at vi har fået skabt sådan et kæmpe fællesskab med masser af tryghed og kærlighed for os sisters.

Jeg elsker metal og alle de forskellige genrer inden for det, men jeg har også en meget bred musiksmag den dag idag. Hører ikke kun metal – det er dog favoritten. Men til hverdag kan jeg gå fra at høre Elvis til Bolt Thrower og til en omgang 80’er pop og alt muligt andet der interesserer mine ører. En ting ved metal scenen som man også kan blive intimideret over er elitære folk, dem er der desværre lidt mange af. Men tro mig deres mening betyder intet, lyt til hvad der gør dig glad og hvad du kan lide. Livet er sku for kort til negative mennesker!

Jeg ville ikke være der hvor jeg er idag uden den her lille verden. Har hele mit liv været generet af angst og aspergers, og følt mig anderledes fra næsten alle omkring mig, men er virkelig kommet ud af min skal og har lært at det er okay at være lidt anderledes og have det svært. Tror ikke jeg havde kommet her til uden menneskerne og musikken i det her miljø- og den dag idag er jeg igang med uddannelse som konditor. Troede aldrig jeg ville finde nogen som helst uddannelse for mig eller finde modet til at prøve det, men det gjorde jeg!

Jeg vil sige tusind tak for den her lille mulighed til at dele ud om min lille historie, og jeg håber at se en masse af jer skønne tøser derude til koncerter eller hvor faen vi nu ellers ku ses!
Kærligst Dina🖤