Det er med stor kærlighed og glæde at vi endelig er nået i mål med portræt af en Metal Sister nr 6
Her møder vi en ganske særlig Nord-kvinne ved navn Stina Røssum-Staxrud
Musiker, Nørd, Frankenstina, Dyreglad, Rock og Metal hovede med alverdens sprigende interesser. I kan alle møde hende i Metal Sisters Baren på Copenhell til sommer ❤
Vi gemmer hver historie, passer på dem og hylder dem med respekt og power. For hver kvinde er særlig og smuk.
—————
🖤 Jeg tror nærmest ikke, jeg vidste, hvad metal egentlig var da jeg først hoppede og skreg til det. Dog helt alene. For der jeg kommer fra, var der ikke rigtigt noget miljø for den slags. I hvert fald ikke som jeg vidste noget om. Men jeg vidste, jeg kunne lide det, og at det vækkede noget i mig, der var svært præcis at sætte fingeren på. For der var både ekstatisk entusiasme, raseri, frustration, oprørskhed, og den herlige trang til at SKRIGE!

🎸 Jeg kan ikke huske, hvad det første metal band, eller hvilken metal sang, jeg kunne lide, var. Jeg kan dog huske, min aller første CD, som var Dookie med Green Day i 1994, og at deres rockede pop allerede den gang var lidt for hård for alle ’de andre piger’ på 9 år. Var jeg forkert? Bevares, jeg kunne da også lide masser af andre ting, men det at vække, eller måske mere; få udløb for, det som ligger dybt inde i én, var noget kun den hårdere musik formåede.

🤘 Jeg kan også rigtigt godt huske, jeg var totalt vild med Needled 24/7 af Children of Bodom da den udkom i 2003. Og selv om der på den tid var flere mennesker i min omgangskræds (for det meste mænd, selvfølgelig) der også kunne lide ting indenfor metal-genren, fik jeg så at vide; det var jo ikke ’rigtigt’ metal.

❤️ Og det med at ikke være ’metal nok’, det at ikke være ’dedikeret nok’, det at bare aldrig være ’helt nok’, er det jeg vil dedicere dette portræt til. For sjovt nok, var det lige præcis den følelse, der gjorde at jeg var ret meget i mod at overhovedet skulle skrive det her portræt om mig selv; for hvad fanden? Jeg er jo bare en slags «poser sister», som godt kan lide at skrige højt til metal i bilen når jeg bare er så fed-up med hele verden at jeg ikke ved hvad andet jeg skal gøre for at holde mig (semi) sane.

🎵 Min sang-karriere startede i musicals på Det Norske Teatret i Oslo i meget ung alder (6-7 år), og jeg er da stadig en sucker for musicals, men da teenage-årene kom macherende, blev det mere som vokalist i bands i metal/rock genren. Og det har det så været i mange år nu. Jeg elsker at udtrykke mig til den hårde musik, de hårde riffs, trommerne der næsten sprænger dine trommehinder, følelsen af både at ville leve for evigt, og oppleve alt, men også sagtens ønske at skulle dø i morgen.

❤️ Men når man så kan sidde i det Kongelige Teater og græde til The Sound of Music, er man så ’metal nok’? Og hvad betyder det egentlig? Skal du vide om alle bands, alle genre, alt af hændelser, etc. som er sket bagover i historien, være totalt «Trve Kvlt»(True Cult -red anm.), altid gå i sort tøj, kun gå til metal-koncerter eller er det simpelthen nok at nyde musikken? Her har vi nok allesammen forskellige meninger.

🎵 Da jeg som aktivist var med til at starte det ’nye´ Stengade 2010, lige efter at jeg var flyttet fra Norge til København, åbenede det sig også en helt ny verden for mig inden musik-genre. Wow, hvor havde jeg bare været blind for meget forskelligt fed musik. Som _jeg_ så havde været skyldig i at ekskludere – for mig selv. For når du arbejder som afvikler, bartender, lyskvinde etc. på Spillestedet Stengade, er der næsten ikke grænser for hvilke genre og artister man bliver ’udsat’ for.

Jeg vil lige fortælle om en sjov historie, uden at nævne navne, men der var en sød, meget up and coming rapper, som skulle have release party der. Og jeg skulle, som én af de første gange, styre lyset (næsten) helt alene. Jeg havde mine fordomme. Det var bare bestemt ikke min musik, og helt ærlig; han var sikkert også lidt af et røvhul. Men hey, så fejl kan man tage! Det var en af de skønneste, mest taknemlige kunstere jeg har oplevet på det venue. Han kom tilmed og gav hånd til alle på arbejde den aften; bartendere, lysfolk og dørmænd, for at have gjort et helt fantastisk arbejde. Og jeg tog da også mig selv i at stå og nyde hans musik den aften, nok meget pga den fede stemning han formåede at lave. Så moralen er vel lidt; at selv om man føler sig om et ret fordomsfrit menneske, er man virkelig nødt til at kigge sig selv i spejlet en gang i mellem!

🤘 Metal, som al musik, har selvfølgelig en følelse, et budskap, og klart noe som er mere ’fuck the system’ end andre genre. Og ja, hvis man i Hello Kitty outfits (okay, de kostymer ville faktisk være ret fede alligevel), bare står og fniser til noget som andre ser på som vigtigt, og måske endda politisk/samfundsmæssigt kristisk, så kan jeg da godt se, det kan være en irriterende faktor til en koncert som måske betyder noget for én selv. Men skal de ekskluderes af den grund? Er det nogen der kan påberobe sig lov til at gatekeepe, og holde en genre gidsel fordi de ikke synes at de andre der lytter til det, er helt præcis godt nok i deres øjne?

❤️ Det minder mig i øvrigt lidt om hvor meget jeg ser Star Trek, og tit har fået spørgsmål om hvorvidt jeg er en ’rigtig Trekkie’. Mit svar er altid ’nej’. For hey, Deep Space Nine fangede mig aldrig helt, og jeg synes TOS er historisk og kulturelt sjovt, men er blevet lidt for gammelt i mine øjne. Samtidig har jeg til gengæld set Voyager ca 50 gange, og TNG ca halvdelen så mange gange. Men nej, jeg vil da aldrig være ’helt nok’ til at føle mig som et fuldværdigt medlem af dét community heller. For så er jeg jo bare en poser. Én der bare lader som om. Én der bare ikke er ’helt nok’.

🖤 Og det bringer mig så tilbage til at tale lidt om Metal Sisters, og det helt fantastiske community det er.

🎵 Jeg kom med i 2022, men siden jeg flyttede tilbage til Norge i 2023, har jeg desværre ikke haft mulighed til at møde så mange af jer endnu. Men det er alligevel en af de absolut hyggeligste grupper på Facebook, og jeg nyder i dén grad at læse med når der er en Sister der gerne vil til en koncert, men ikke har nogen at tage derhend med, og tråden bare fyldes op af dejlige mennesker der råber: KOM MED OS! Eller nogen der har brug for hjælp til at komme til en koncert, eller bare ud på en festivalplads, og der nærmest løber over af hjælpende hænder. Og igen, i forbindelse med mit tema, har jeg også flere gange set sisters der måske føler sig ’ikke nok’, fordi de også lytter til en masse andre ting, og hver eneste gang er svarene de samme: ”Det gør vi sgu også! Og det er lige meget! Og du er velkommen her lige meget hvad!”. Jeg kunne ’go on and on’ med eksempler på hvor dejligt inkluderende, fordomsfrit, farverigt og åbent det her community er, men det tror jeg I alle sammen allerede ved! Så jeg vil bare sige; tak! Det er en fornøjelse at være en del af! I er fantastiske, og jeg håber at se så mange af jer som muligt i Metal Sisters-baren på CopenHell til sommer! 🖤🎵🤘🖤🎸