Det er med stor kærlighed og glæde at vi kan byde velkommen til “portræt af en Metal Sister” nr 5: Nico.
Vi gemmer hver historie, og hylder dem med respekt og power.
Her får vi Nicos fortælling – en fortælling om identitet, modgang, kreativitet og et særligt mod til at finde sig selv og stå ved det:
Jeg har været kæmpe musiknørd ligeså længe, jeg kan mindes fra barns ben, og blev interesseret i rock og metal i en meget tidlig alder. Jeg er født i 1979 og blev allerede som meget lille nysgerrig på, hvad min far havde af rock i sin pladesamling. Da jeg blev gammel nok til at gå på biblioteket, fandt den lokale bibliotekar i sen-80’erne Metallica og AC/DC plader frem, som jeg lånte med hjem. Og med Master Of Puppets var jeg med det samme hooked på tung og heftig rock. Jeg begyndte siden at spille guitar og producere elektronisk musik – og har udgivet mit debut album, når dette deles.
Min opvækst var svær og kompleks, da jeg har en skadet korttidshukommelse og autisme. Så skolen var selvsagt et helvede at komme igennem, trods det at jeg havde gode forældre og lærere, som støttede mig, så godt de kunne. Da jeg var i teenage årene, opdagede jeg, at jeg havde en feminin side i mig, som jeg havde behov for at udleve i perioder. Dengang påvirkede det mig ikke så meget, at det fyldte i hverdagen til at starte med, men efterhånden som jeg blev ældre, fyldte det mere og mere. Da jeg var først i 30’erne opdagede jeg, at jeg havde det bedst med min personlighed, når jeg udtrykte mig feminint. I starten var det ret fedt at gå i byen dresset op som kvinde i weekenderne på Vesterbro, men det begyndte også at fylde mere og mere. Så meget at jeg begyndte at få en identitetskrise og startede på Center For Kønsidentitet og begyndte at overveje kønskifte og hormonbehandling.
Mine forældre – især min far – var skeptiske omkring at vælge, at stå frem som transperson, og advarede mig flere gange om at udleve det, af bekymring for omverdenens reaktion. Men skulle det være sådan, jeg skulle leve mit liv i undertrykkelse af, hvem jeg er? Så kunne det også være ligemeget det hele. Så jeg blev ligeglad med mig selv og mit eget jeg i perioder, hvor jeg begyndte at få selvmordstanker igen. Tanker jeg havde haft fra tid til anden op igennem mine 20`ere, da jeg led af ubehandlet OCD, som min psykiater først fik stillet en diagnose på, da jeg var i starten af 30`erne, ligesom jeg også har autisme.
Jeg følte simpelthen ikke, jeg kunne finde hoved og hale i mit liv, når jeg konstant gik og lukkede op og ned for min identitet som transkønnet, ved det ene øjeblik at udtrykke mig kvindelig, for i andre perioder at ville lukke helt af for den side af mig selv.
Skønt jeg har spillet musik siden 10- års alderen vidste jeg i en periode ikke, hvad jeg ville lave og hvad jeg overhovedet kunne lide som følge af min identitetskrise. Når jeg ikke udlevede min kvindelige side, følte jeg mig virkelig indebrændt og alt kunne være lige meget.
Jeg endte med at se to muligheder: Fortsætte med at leve på en løgn, som ville slide mit sind op. Eller vælgere at stå ved mig selv som transperson. Heldigvis valgte jeg det sidste, hvilket dog ikke gjorde tingene lettere i lang tid efter.
Jeg begyndte på Center For Kønsidentitet og overvejede i lang tid at starte på hormoner. Men da jeg så fandt ud af, via god rådgivning fra en psykolog, at det ikke gør en væsentlig forskel i fremtoning af mit kønsudtryk, blev projektet droppet.
Mine venner og familie har i det store hele taget det fantastisk, at jeg har valgt, at stå ved mig selv som jeg er. Alt i alt føler jeg mig accepteret langt størstedelen af de steder, jeg kommer. Og det er fantastisk at blive set og anerkendt som hunkøn i et metalmiljø for kvinder.
Jeg spiller iøvrigt guitar og producerer elektronisk musik i mit soloprojekt, Fjeldaben, som jeg for nyligt har udgivet mit debut album med. Forhåbentlig kommer jeg ud og spille med det i løbet af vinteren. Udover det maler jeg akryl malerier på hobbyplan. Jeg har kun det bedste at sige, om alle jeg har mødt i Metal Sisters, som uden undtagelse har taget fantastisk imod mig, som jeg er!