Det er med stor glæde og kærlighed, at vi her bringer Portræt af en Sister nr 4 i rækken.
Mød Maria – en “louder than most” finsk/dansk sister. som er sanger i garagepunkbandet Overstimulated. Spiller i Raahuset VM I ROCK 2024 d.26.okt.
Det her er min historie om hvordan musik kan gribe en, redde liv og hvordan blev jeg til en Metal Sister.
Jeg hedder Maria, i musikverdenen har jeg efternavnet Malum og i privaten har jeg en fin finsk efternavn Aitomäki, som lyder lidt som japansk sushi, når det er udtalt af andre end en finne. Der kan være mange meninger om kunstnernavne, men tænk lige hvis det koncept aldrig blev opfundet. Vi ville glædelig høre på Rolf Magnus Joakim Larsson (Joey Tempest) eller Brian Warner (Marilyn Manson) fyre den af. Sjov tanke. Nå, så stor en stjerne er jeg aldrig blevet, men håber I giver mig ret i, at i mit tilfælde skulle der et navneskift til, inden musikken rigtig spillede. Maria Malum var samtidigt lidt ond og rigtig sød, det føltes og den dag i dag føles som det helt rigtige.
Når jeg husker tilbage på min barndom, var der en masse musik der fangede mig. Jeg har fra barnets ben haft ADHD (fik dog diagnosen ADD først som 40-årig i 2021) og en masse krudt i røven, men musik var noget som fik mig til at slappe af, føle, tænke og mærke efter. Mine forældre lyttede til finsk folkemusik og som jeg husker det, var radioen hos os altid tændt. Min musiksmag sejlede og jeg kan stadig tydeligt huske tiden med boybands og viljen til at passe ind.… tror dog det var mere de boys, der vækkede min interesse end deres musik. Men den dag i dag kan jeg huske lyrics til både ”Step by step” af New kids on the Block og ”Babe” af Take That. Pinligt, I know, men vi skal alle starte et sted.
Jeg gik i femte klasse, da min far kom hjem fra en forretningsrejse i Tyskland og bragte med sig en LP og en C-kassette. LP`en var ”I do not want, what I haven´t got” af Sinead O Connor. C-kassetten, som var en gave til mig, var et vist ”Black” album fra Metallica. Musikmæssigt ændrede mit liv sig her. Jeg hørte den kassette så mange gange, at den ikke virkede mere. Jeg elskede alt ved den, guitaren der legede med fantastiske riffs, bunden på bassen, James`s stemme. Den følelse som musikken bragte. Det var en sommer, hvor jeg boede i et telt i mine forældres baghave med nogle venner, og Metallica var med i alt. Jeg kan endda huske, at jeg skulle finde modet til at kysse for første gang den sommer; og da jeg var den sidste i vennegruppen som skulle det, aftalte vi at jeg blev sat i teltet med den heldig dreng. – Vi sætter musik på og når kassettebåndet når til ”The Unforgiven”, så kysser jeg. Det kys skete aldrig, så skidebange var jeg, men Metallica fik lov til at spille videre og blev dermed mine første heavy rock idoler.
Vi kan scrolle mange år videre fra det tidspunkt inden vi kommer der, hvor jeg er i dag. Jeg spillede klaver og sang allerede som barn, men uden det nogensinde blev til noget mere end det. Jeg sang lidt i nogle ungdomsprojekter, klaveret droppede jeg helt, men jeg holdt fast i rock og metalmusikken, selvom det til tider (stadig) bliver blandet med andre genrer også. Faktisk alt med instrumenter fanger altid min interesse, men oplevelser som Suicide Silence på Wacken 2015 eller for nyligt Hr. Alex Terrible på scenen i Copenhell, er bare de bedste. Jeg startede også selv med at synge i diverse projekter og lærte bla. at growle. Det er en fantastisk følelse, at stå foran mennesker og give dem en fest, fordybe sig i musikken og skrive tekster.
Desværre bragte min u-diagnosticerede ADHD-forvirring, om at skulle passe ind i samfundet som ” weird introvert”, samt skjulte traumer, mig gradvist ind i et misbrug af både alkohol og stoffer. Selvom selvmedicineringen for alvor tog fat under det sidste år med Corona, har det kæmpe overforbrug af alkohol og andre stoffer ødelagt meget, både musikmæssigt og personligt. Jeg skulle drikke mig mod til for at kunne være i sociale sammenhænge, for at passe ind og være som alle andre. Stofferne kom senere og dem kunne jeg overhovedet ikke styre. Selvom jeg nok aldrig nåede bunden med mit misbrug, blev det til en alt ødelæggende faktor, og jeg blev træt af mig selv og alt det, jeg foretog mig, når jeg var påvirket.
Jeg har uden at have vidst det, altid været ramt af sygdommen afhængighed og var også afhængig af andre ting, såsom overarbejde, problemer med selvværd, overspisning eller ingen spisning osv. Livet, som jeg husker det, virkede altid meget stresset og det resulterede i en blodprop i hjernen i 2015, samt et burnout i to omgange, som pressede mig til at forme livet helt om.
I dag lever jeg af at hjælpe andre i samme situation og lever et 100% stof- og alkoholfrit, fantastisk liv. Mit råd til andre, som skulle knokle med lignende problemer er: ”ræk ud”, der er en masse af os der gerne vil hjælpe.
Jeg spiller stadig selv og nyder koncerter, selvom ”skål” er blevet med Pepsi Max. De 12-trin, som jeg også har skrevet nummeret ”The 12.” om, ændrede mit liv og musikken blev, heldigvis. Jeg har også lært, at jeg faktisk slet ikke behøver at passe ind i noget, og at det faktisk er helt ok at være introvert og sin egen. En neurodivergent hjerne er finurlig, bare man lærer at bruge den. Så når du møder mig til events, bare kom og sig hej, jeg er ikke sur, selvom jeg til tider kan se sådan ud. Om min krop tillod det, ville jeg komme og kramme jer alle i stykker. Tanken og ønsket er der altid, det sker bare, at angsten tager over og så er jeg låst fast i min eget krop.
I efteråret 2021 skrev jeg sammen med den fantastiske Erik Slim ( Slightly annoyed) på ”Musikerkontakt” her på Facebook. Erik havde sammen med Anders Sylvest Jensen (Croisztans, Slightly annoyed) formet det her nye garagerockband, som de kaldte for knallertrock, og senere havde de valgt Mads Abrahamsen (Sort skærm, Traitors) bag trommer. Sangeren manglede de stadig og samtidigt havde jeg vist søgt efter et hyggeprojekt på den samme fb-side. Efter noget skriveri siger jeg ja til at mødes med dem, uden at kende så meget til hverken dem eller musikgenren. Den første jam på Vesterfælledvej var mildt sagt legendarisk. Jeg havde ikke forberedt mig, for jeg anede ikke, hvad vi skulle, så imens de spiller, finder jeg lyrics fra Bon Jovi frem og brøler og growler til deres garagerock. Vi har det megasjovt og føler en god kemi fra starten af, så hurtigt blev vi enige om, at blive ved og så blev ”Overstimulated” født. Vi blander uden skam alt, hvad vi finder på og min vokal hopper fra clean til distorted, scream og growl. Det, som vi aftalte fra starten, har vi holdt fast i, vi skal have det sjovt. Vi indspillede vores første full lenght album i slutningen af sidste år og det udkom i februar 2024. Vi har spillet 10 shows siden foråret 2023 og var i efteråret 2024 for første gang ude af Danmark og spille i Hamborg på en lille punk-festival, samt i Sverige til en streetfestival. Vi kommer nok tættest på genren garage punk, men stadig giver vi os selv lov til at lege med musikken og basically lave, hvad vi har lyst til. Der er hverken store planer for fremtiden eller regler vi gider at følge, vi vil blot underholde og bringe det fantastiske sammenhold og følelse, vi har i øveren, ud til andre musikglade mennesker. Lige efter mine to børn og ædruelighed, er OVERSTIMULATED! klart det bedste, der er sket for mig.
Med musikken kan jeg glemme alt, hvad der ellers sker rundt mig. Jeg kan udtrykke mine følelser, være den fantastisk mærkelige mig og fjolle på scenen, så meget jeg vil. Jeg elsker at dresse up og give ansigtet så meget make-up, det kan bære, sort læder, blonder, you name it. Er der koncert, bliver ”Aitomäki” gradvist til mit alter ego ”Malum”. Jeg kan være fræk, jeg kan være følsom og jeg kan dele det hele med jer andre. Musikken bruger jeg også som erstatning for adhd-medicin den dag i dag. Jeg mediterer til stille klassisk og sætter Deathcore på, når der skal støvsuges eller opvaskemaskinen skal tømmes. De finske Children of Bodom, Insomnium og Rotten Sound skal nævnes, for de performer fast på mine spillelister. Og så elsker jeg Vulvatorious ❤ ❤ ❤ shit en power og coolness hende Ditte bringer på scenen og så growler hun så godt! Det er jo en sisters gruppe, så jeg vil gerne hylde hende og rytmeguitaristen, som bare lægger den vildeste bund i deres musik.
Det var nok den ”BIO” af mig og mine tanker og oplevelser i musikkens verden, samt en sjat af det personlige. Håber I Sisters har nydt fortællingen og håber at vi ses derude. Som jeg skrev før, må i meget gerne tage fat i mig til koncerter. Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi har sådan et fællesskab her, og det gør det bare meget nemmere for en som mig at række ud, når man allerede kender hinanden lidt fra gruppen. Tusind tak til Metal Sisters at opfordre mig til denne biografi og til jer alle for jeres venskab og støtte. Let the music play og lad den ikke være for poppet 😊.
Love, Maria Malum