Mød MÄRKBAR Signe Coleen Aabavn Keating. Rock-og heavy metalbar ejer. Iværksætter, kvinde og en imødekommende dejlig. Tak Signe for vi må møde dig og din historie.

Signe´s egne ord:
“Jeg kan ikke helt huske hvordan jeg fandt gruppen Metal Sisters – Så hvordan er jeg egentlig endt her?

Jeg formoder at den åbenlyse grund er min kærlighed for rock, mine hede teenagedrømme om James Hetfield, forkærlighed til far-rock og tråd og følelsen af en dobbelttromme, når man står på det vibrerende gulv i Amager Bio. You know what I am talking about!

Men bortset fra det – så manglede jeg kvindelige sidestykker med samme interesser og nogen man måske kunne følges med til koncerter, som rent faktisk kunne lide den musik man hører, eller som man lige kunne hilse på når man står og vrikker med ørene. Jeg joinede gruppen i februar 2022, hvor gruppen ikke var i den størrelsesorden, som den er i dag – så hvor er det bare fedt, vi nu er så mange!

Hvor og hvornår kærligheden til musikken kan jeg ikke huske. Jeg kan huske, at jeg i årene omkring 0-2 klasse så nogle grunge-agtigt udseende unge mennesker. Der var hul i næsen, hul i bukserne og skovmandsskjorter. Jeg mindes, at jeg bare elskede alt ved det. Dengang var det udseendet, der fangede. Nogle år senere – vi må her være fra 5-7 kl. og op – lånte jeg nogle Metallica cd’er på biblioteket for så at spille dem over på bånd, så vi kunne høre det i bilen. Det stoppede jeg med, da min mor begyndte at synge med. Det må have været midt 90’er. I 8. klasse var der en rundspørge om boybands. Metallica kom på min førsteplads – efterfulgt af Hanson. Jeg går ind for diversitet! – Og jeg ved godt, Metallica ikke kategoriseres som et boyband, jeg ville bare shake things up…

Et par år senere kan jeg huske at jeg var fan af HIM. Min far var absolut ikke fan. Jeg havde teksten til “join me” op på skærmen (den der hvor telefonen er optaget hele dagen fordi man er på internettet) “i dont want you to listen to that suicide music” sagde han – han var irer og kunne blive meget sur. Jeg kan ikke huske mit svar, men jeg er sikker på at det var godt!
Det må have været start 00’erne og starten af gymnasietiden.

Skovmandsskjorten var nu byttet ud med SORT tøj. Ikke fordi jeg var goth eller EMO. Jeg var faktisk nok bare lidt for tyk og kunne ikke rigtig finde tøj, der passede mig. Men det gjorde da at jeg blev bemærket og måske også sat lidt i bås. Min mor havde en butik i Slagelse midtby. Og jeg kan huske at hun fortalte mig at hun havde en kunde der spurgte: Hende der med høretelefonerne, Dr. Martens og den sorte kjole… Det er din datter ikk? Jeg tror ikke det var for at være fordømmende, men jeg var en af dem der skilte mig lidt ud. Folk vidste hvor jeg “hørte til” så jeg derfor har jeg også altid vidst at jeg skulle opføre mig pænt. Hvilket aldrig var noget problem.

Jeg flyttede til København da jeg var i 20’erne…. Det er en helt anden historie og ikke en jeg vil have online lige nu 😉
Jeg har altid haft stor interesse for musik. Jeg elsker grunge, rock og metal. En af mine store barndomsdrømme var at blive musiker eller musikbibliotekar. Mit store forbillede var en af bibliotekarerne på Slagelse Central Bibliotek. “Gode gamle Grateful Dead” sagde han, da jeg lånte en af deres cd’er. Det kan jeg stadig huske her godt 25 år senere. Når jeg skulle mødes med vennerne, var det også her vi mødtes. De ringede på den store blå Alcatel: “Er du hjemme?” “Ja.. jeg er på biblioteket.”

Jeg havde nogle gode veninder, der også havde en stor interesse i musik, så dem er jeg helt klart blevet præget. Jeg mindes ikke helt hvad vi hørte i mit barndomshjem. Så det er ikke fra mine forældre jeg har rocken med i bagagen fra.

Bibliotekar er jeg blevet af uddannelse – Musiker er blevet i dagdrømmene, nok primært fordi jeg er nervøs for at stå overfor store forsamlinger (jeg er faktisk lidt gernert) og har for korte slappe fingre, men fuck hvor er jeg sej dér i mine tanker! I skulle se mig rocke leadguitaren til Girlschools “Race with the Devil”!

Helt tilbage i mine meget unge år gik jeg til både kor, guitar og klaver. Men tålmodighed er bare ikke et af mine stærke træk. Jeg skal helst være god til det med det samme. Ellers gider jeg ikke. Jeg ville helst spille rock n’ roll, men jeg blev primært sat til at spille børnesange (fordi de var nemme). Min far prøvede at forklare mig, at kunne jeg spille det ene, kunne jeg også spille det andet. Man skulle bare øve sig! Og så stjal han guitaren og stod og klimtrede i en halv times tid. Han kunne spille guitar, violin og klaver – og sikkert også en masse andet.

Når jeg ikke er frivillig på diverse festivaler (Copenhell, Gutter Island, Copenhagen Metal Fest etc.), er jeg til hverdag ansat i det offentlige. Men om aftenen tager jeg min supermandskappe på og er bartender i det, der har været min teenagedrøm. Andre drømte måske om at være model eller hestepige – jeg drømte om at blive kromutter! (og bordelmutter, men fandt ud af at det vistnok var lidt ulovligt…).

I 2020 fik jeg muligheden sammen med min bartenderkollega for at overtage Märkbar på Vesterbrogade. Vi havde begge arbejdet der et par år og kunne lide dét stedet kunne. Samle gode mennesker med noget på hjertet og en fælles interesse for bajere, en god samtale og god musik.

Vi er blevet taget godt imod og har fået mange tilkendegivelser om, at det er fedt, at det lige netop er os, der har overtaget. Til trods for at det ligner noget helt andet end for blot 3 år siden så synes vi selv at vi har bibeholdt “Märkbar-ånden”.

Den har faktisk været der hele tiden. Og pladesamlingen er den samme, mange af bartenderne er de samme, men atmosfæren er meget federe og vi har formået at skabe et rum, hvor man rent faktisk har lyst til at sidde og få en øl inden en koncert eller en sludder der til tider varer hele natten.”