Lise, 53 år – klassisk opdraget, dødsmetal-konvertit

Når folk spørger, hvor jeg kommer fra, bliver svaret lidt… geografisk fleksibelt. Jeg startede i Nordsjælland, tog en tur forbi England og Canada i de tidlige barneår, vendte tilbage til den danske muld som tween og har siden haft så mange adresser på Sjælland, at borger.dk sikkert stadig bladrer. Nu er jeg landet i Roskilde – og denne gang mener jeg det.

Jeg er vokset op med klaver i stuen og faldt i søvn til tonerne af min far, der spillede Mozart, Beethoven og Brahms. Min første snert af noget, der lugtede af rock, kom til en børnefødselsdag, hvor fødselarens storebror spillede AC/DC og en sang om en masse hoppebolde. And he’s got big balls, And she’s got big balls, But we’ve got the biggest balls of them all! Jeg var stadig uskyldig og anede ikke, hvad der egentlig blev sunget om.

I teenageårene sad jeg klar ved radioen, når Kim Schumacher spillede noget godt, og tyssede på hele huset, mens jeg optog på kassettebånd. Mens mange af mine klassekammerater dyrkede A-ha og MGP, blev jeg draget mod det mørkere og mere melankolske: The Cure, Depeche Mode, videre over i punk og så 80’er-metal som Accept, Metallica, Judas Priest, Anthrax – og selvfølgelig Iron Maiden, hvor jeg sætter stor pris på deres litterære referencer, som giver musikken dybde. Sjovt nok bands, der nægter at dø.

Og her er så anledningen til at fortælle om mit møde med Gud. Ups, jeg mener Lemmy. Året er 2000. Stedet: Heathrow lufthavn. Ved EasyJets check-in-skranke (ja, han fløj discount) stod en masse store kasser med teksten Motörhead på. Og så ser jeg ham. Han skulle med samme fly som mig. Jeg finder den nærmeste telefonboks (for så gammel er jeg) og ringer hjem til min mand, som fortæller, at de dagen efter skal spille i Danmark, og at han har scoret billetter. I flyet sad vi bagerst, mens Lemmy og co. sad forrest. Stewardessen kunne godt se, at jeg hviskede og tiskede med min ikke-metal-interesserede veninde og spurgte, hvem de var. “Motherhead,” svarede hun. Ved bagagebåndet var der som altid ventetid, og dér tog jeg mig sammen og nærmede mig HAM. Med bævrende stemme fik jeg fremstammet: “Øh bøh … vil du skrive en autograf til min mand?” Og det gjorde han beredvilligt: “To Søren, from Lemmy.” Mig: “Ø is an O with a line through it.” Nu har vi Lemmys kragetæer på en papir-flybillet (ja, så gammel er jeg). Uha, tænk hvis han nøs på den. Så har vi hans DNA og kan måske klone ham i fremtiden? (En inside joke, hvis man har set Big Bang Theory…)

I 90’erne blev det Marilyn Manson, hvor Mechanical Animals og Antichrist Superstar ramte mig lige i solar plexus. «I wasn’t born with enough middle fingers« og «You can’t see the forest for the trees. And you can’t smell your own shit on your knees» – fede one-liners man altid kan bruge!

I 1998 fik jeg en åbenbaring på Roskilde Festival, hvor Soulfly spillede, og jeg for alvor mærkede, hvor fed en oplevelse, det var at høre metal live.

Så kom 00’erne og to vidunderlige, knuselskelige børn, som senere viste sig at have særlige behov. Hvis man har den slags fantastiske børn, ved man, at man ikke kun er mor – man er også sagsbehandler, advokat, bisidder, konfliktmægler og projektleder i ét. Samtidig med at passe et fuldtidsjob og være frivillig inden for handicapområdet. I mange år trådte jeg lidt i baggrunden. Musikken blev sat på pause, og koncerterne forsvandt helt.

Da børnene blev større, stod jeg pludselig et sted, hvor jeg måtte genfinde mig selv. I mange år havde mit fokus været rettet 100 % udad. Jeg havde været den strukturerede og den der holdt sammen på systemer, møder og hverdage. Det var faktisk lidt af en identitetskrise. For når man i årevis har tilsidesat sine egne interesser, forsvinder de ikke bare. De bliver bare støvede. Jeg skulle øve mig i at mærke efter igen: Hvad kan jeg lide? Hvad gør mig glad? Hvad giver mig energi, og hvad giver mig ro? Musikken blev en nøgle. Noget, der ikke handlede om ansvar, men om lyst, og om at fylde mig selv op i stedet for al tid at være den, der fyldte andre op.

Hvis jeg skal vælge en skelsættende begivenhed, er det nok en aften i Lyngby. Min mand (som jeg mødte på efterskole i tidernes morgen, og som kæmpe Mercyful Fate-fan havde mottoet “Mercy – og kun Mercy”) foreslog en koncert i Templet med et dansk band, han mente var fantastisk. Jeg var skeptisk, men tog med. Og dér kom suset igen. Smukke guitarriffs og så et brøl, der gik lige i maven. Det var Møl. Og starten på min genopstandelse som metalhoved.

Siden har vi hørt alt fra Vanir, Livløs og “Rød Shawarma” (ja, vi kalder dem RW derhjemme) til Vader, Metallica og Megadeth. Jeg elsker at blive blæst bagover af en god omgang dødsmetal. Jeg husker at sidde på bakken på Copenhell og nyde de muntre toner af Thy Art Is Murder og tænke: “Det her. Det er lykke.” Jeg troede egentlig ikke, jeg var til det melodiske. Derfor blev jeg også lettere chokeret, da jeg faldt pladask for Powerwolf og power metal. Men selvironien, teatralskheden og ulvebrølene? Come on. Det er jo ren livsglæde. Og Wind Rose, med deres nichesubgenre dwarf metal, har så mange catchy numre, så jeg må være meget bevidst om ikke at bryde ud i sang i fitnesscentret. Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg godt kunne se livet som en musical.

Hvis jeg skal finde en rød tråd i min musiksmag, er det, når det smukke blandes med det grimme. Det skæve. Det anderledes. Livet er ikke poleret pop. For mig er metal ikke bare en genre. Det er en livsholdning. Det er et rum, hvor det grimme og det smukke får lov at eksistere side om side. Metal rummer kontrasterne, ligesom livet gør. Det må gerne larme og være intenst. Jeg vil kunne mærke musikken helt ind i knoglerne og som et sug i maven.

Hvordan jeg fandt Metal Sisters, husker jeg faktisk ikke helt – måske en Copenhell-gruppe? Men jeg mødte op alene til meet-up på Zeppelin i foråret 2025. Og blev mødt med et knus. Fik vist, hvor de andre nye sad. Det var trygt. Jeg husker især, at der i talen blev sagt, at bestyrelsen var glade for alle, der var mødt op – også dem, for hvem det kræver ekstra energi at komme ud ad døren. Den forståelse ramte mig, for jeg ved, hvor meget mod det kan kræve. Og som mor til to særlige børn, som jeg altid håber verden vil rumme, genkendte jeg de værdier med det samme. Her var sisterhood ikke bare et ord i vedtægterne. Siden har jeg været til growling-workshop (kan varmt anbefales!) og julefrokost, og jeg håber på mange flere oplevelser. Jeg har endnu min første “Sisters-til-koncert”-oplevelse til gode. Det er ellers ikke svært at lokke manden med – især ikke hvis det er et nicheband – men der er altså noget særligt ved kvindepower.

Og jeg glæder mig til mere.