Kære, skønne metal sisters .

Mange af jer har sikkert stødt på mig til koncerter, festivaler eller rundt omkring i “Næverland” (Næstved). Siden vi efterhånden er blevet et stort fællesskab (og jeg pludselig har fået mange søstre fra andre mødre), vil jeg gerne præsentere mig samt fortælle jer lidt om jeres brasilianske, coffeeholic sister.

Jeg har aldrig været god til at beskrive mig selv, mine rødder eller mine musik præferencer. Det er der ikke noget at sige til; jeg var vant til at se mig selv gennem andres synsvinkler. Jeg prøvede tit at rette mig efter, hvad andre syntes var moralsk korrekt, og det har givet mig et forkert billede af mine egne værdier, tanker og handlinger. Dette har jeg forhåbentligt nået at rette på.

Det kan nok komme som et chok for mange af jer, men jeg betragter mig selv eklektisk hvad angår musik; jeg kan lytte til alt fra gospel til schlager, fra samba til black metal, jeg er til al slags musik. Jeg har en stor kærlighed for rock, metal og de mangeartede undergenrer, der uden tvivl har en særlig plads i mit hjerte. Min interesse især for metal opstod midt i 90’erne, hvor jeg blev introduceret til den mægtige Black Sabbath og også Iron Maiden. Det vender jeg tilbage til.

Livet i Brasilien dengang

Jeg tillader mig lidt at fortælle jer om min mine rødder: Jeg er oprindeligt fra Brasiliens nordøstlige region, og jeg blev født i byen Natal i 1984. Natal betyder “jul” på dansk, da byen blev grundlagt den 25. december 1599.

Mine forældre var fra samme landsby 80 km væk fra Natal, og de blev først et par, da de mødtes i Rio de Janeiro i det sydøstlige Brasilien i starten af 80’erne. De flyttede sammen, og de fik min storebror Júnior i 1981. Da mine forældres vilkår i Rio var blevet hårde, måtte de rejse tilbage til nordøsten.

1984 var et hårdt år for den brasilianske befolkning, som bl.a. var ude på gaderne for at demonstrere imod militærdiktaturet. Det kunne begge mine forældre godt mærke i deres hverdag, hvor far desværre var arbejdsløs og mor var hjemmegående og højgravid. Det var virkelig mørke tider, så de måtte bede min fars farbror om økonomisk hjælp.

Det diktatoriske regime sluttede i marts 1985, og Brasilien blev gendemokratiseret efter 21 års militærstyre.

Ved hjælp af min fars farbror, fandt min far et job som murer, og vores familie på 4 kunne igen klare sig, trods fattigdom og stram økonomi. Far byggede selv mit barndomshjem i 1986, og der boede jeg, indtil jeg flyttede her til Danmark.

Min ungdom og mødet med rock

Da jeg var barn, havde jeg mørkere hudfarve end resten af min familie. Allerede dér vidste mine forældre, de måtte beskytte mig mod racisme. Jeg var derfor meget optaget af at overbevise mine forældre om, at jeg var en pige med ben i næsen: jeg passede mine lektier, gik i kirke 1 til 2 gange om ugen og pjækkede ikke fra skole. Indeni var mit ønske, at mine forældre så mig på samme måde, som de så min storebror.

Det lykkedes for mig at få mine forældres opmærksomhed, da jeg begyndte at gå i sort tøj og lytte til Legião Urbana, som var et stort brasiliansk rockband i 80’erne og 90’erne.

Sangene “Metal Contra as Nuvens” (“Metal mod skyerne “) og “O teatro dos Vampiros” (“Vampyrteatret”) fra deres album “V” har gjort indtryk på mig. Jeg kunne lytte til hele albummet non-stop, hvis ikke det var for min mor, der gerne ville lytte til den lokale radio.

Nå, tilbage til metal:

Jeg husker tilbage på min barndom med stor længsel, hvor vi var en flok elever fra 7. og 8. klasse + et par stykker fra 1. g + 1 enkel kvindelig elev fra en anden skole, som mødtes ved flagstængerne ved siden af skolens kontorer.

Der snakkede vi bl.a. om, hvad der rørte sig i metalverden, udvekslede/lånede kassettebånd af hinanden, og når det lykkedes, lyttede vi til musik i elevrådslokalet (for det meste Iron Maiden og Black Sabbath).

Der var nogle uskrevne regler om ikke at snakke om MTV eller mainstream generelt, men det var jeg ligeglad med, idet jeg havde intet problem med MTV Brasil. Tværtimod havde jeg en vild fascination overfor musikvideoer.

Det var gennem TV-programmet “Metal Fúria”, at jeg lærte andre metal bands at kende, bl.a. Kreator, Helloween, Mercyful Fate, Sepultura, m.fl.

Dengang var det utroligt svært at få fat i bandenes originale albummer og merchandise, især i det nordøstlige Brasilien. Man skulle være heldig at kende nogen, der kendte nogen, som havde både albummer og en kassettebåndoptager, samt viljen til at optage lyden på nye eller brugte kassettebånd og til billige penge.

På et tidspunkt foretrak jeg at optage musikvideoer på videobånd ved hjælp af min fars videobåndoptager. Det gjorde jeg, mens far var på arbejde, og da jeg kun havde 2 videobånd, måtte jeg løbende optage oven på gamle optagelser. En flot dag blev videobåndene konfiskeret af min far, – det var mega surt!

Mellem tro og metal

I mange år befandt jeg mig midt i et stort dilemma, fordi min tro på katolicismen og min musiksmag ikke var forenelige. Desuden syntes mine forældre, at mit liv som fattig, mørk pige var hårdt nok i forvejen, og at jeg ikke skulle involvere mig i rock musik, for det ville jeg få intet godt ud af. Jeg måtte således tage afstand fra mine metal venner, ellers ville jeg ikke få lov til at blive konfirmeret.

Livet tog en ny drejning, da min far døde i 2000. Det tog hårdt på mig, mit liv blev kørt af sporet.

En af konsekvenserne var en ikke-planlagt graviditet og en kæreste, der endte med at stikke af fra situationen. Derudover blev jeg smidt ud af kirkens ungdomsgruppe.

Heldigvis var det ikke verdens undergang, og i 2002 blev jeg mor til en skøn dreng, Erik.

I starten af 2000 blev jeg introduceret til genren Nu Metal, og jeg faldt pladask på snot for Linkin Park, og jeg kunne aldrig have forestillet mig, at jeg en dag ville skulle opleve en koncert med dem eller andre bands.

Min status som fattig, sort, ung mor fik mig til at tro, at jeg skulle pakke alle mine teenagedrømme væk. Konkurrencen i Brasilien var stor, så jeg måtte se til at gennemføre gymnasiet og finde et job.

I 2004 kom jeg på universitet for at læse til Religionsvidenskab, samtidig med at jeg kom i praktik som kassedame i en hvidevarebutik.

Min vej til Danmark

I 2005 mødte jeg en dansker, og i 2006 flyttede min søn og jeg til Danmark – mod min mors ønske.

Jeg kan fortælle jer, at det ikke var nemt at vænne mig til livet i DK, men at give op er noget, vi brasilianere normalt ikke gør, så noget måtte jeg blive til her i mit nye land.

I midten af den store tilvænning til livet som udlænding blev jeg mor til min anden søn, Mike.

Desværre gik mit forhold ned ad bakke, efter jeg lærte det danske sprog og indså, at jeg blev fyldt med løgne.

Det første forsøg på at stikke af fra min daværende mand, resulterede i at jeg kompå krisecenter sammen med mine børn i 2011.

Efter næsten 3 måneders ophold, måtte de meddele, at jeg med stor sandsynlighed ville blive udvist fra landet sammen med Erik, og Mike ville blive hos sin far.

Sagt med andre ord blev jeg stort set tvunget til at gå tilbage til den mand.

Jeg var dybt ulykkelig, og det kunne mine kollegaer fra praktikpladsen godt fornemme (jeg læste til SOSU-hjælper på tidspunktet).

Efter en årrække i nødsporet og med afstand til metal musik, søgte jeg tilflugt fra hverdagen i musik, især i nu metal og power metal.

Jeg oplevede i hver melodi, at musikken talte på mine vegne, hver gang mine ord føltes utilstrækkelige.

Jeg må hævde, at metal musik siden da har fodret mit sind og sjæl på en meget unik måde.

Musikken fører mig på nye veje

Livet på hjemmefronten var noget l.o.r.t., men noget fantastisk skete: Jeg mødte Thomas online, og vi blev gode pennevenner specielt pga. vores fælles interesse for metal.

En dag skrev han til mig om Copenhell og spurgte, om jeg ville med. Jeg tøvede med at sige ja, fordi jeg ikke vidste så meget om ham.

Derudover var jeg stadig gift, og det skulle ikke laves om på, selvom mit ægteskab ikke var til at redde.

Det endte dog med, at jeg alligevel sagde ja til at tage af sted, og så tog vi de 3 musketerer (Thomas, hans ven Kenneth og jeg) afsted til Amager for at se bl.a. Korn.

Det hele var bare så befriende, at jeg ville ønske, at oplevelsen varede for evigt.

Efter jeg vendte tilbage fra festivalen, blev mit liv aldrig det samme igen; et par måneder efter Copenhell flyttede jeg fra min daværende mand og søgte om separation.

Mit hårde arbejde for at blive til noget i DK gav pote, og jeg fik lov til at bibeholde min opholdstilladelse og min yngste søn.

I juli 2012 flyttede jeg sammen med Thomas, og siden da blev det vores tradition at tage på Copenhell hvert år.

Sygdom, sundhedsfaget og sisterhood.

I 2014 blev jeg diagnosticeret med MS (multiple sklerose), og sygdommen har slået benene væk under mig hver gangeg har fået et MS anfald.

Aktuelt er jeg velmedicineret, men nogle skavanker er blevet værre med årene, og jeg må gå med stok på de hårde dage.

Gennem årene har jeg arbejdet i sundhedsfaget som SOSU-assistent, indtil 2023, hvor jeg blev færdig uddannet sygeplejerske.

Samme år blev jeg medlem af Metal Sisters-gruppen på Facebook. Frygten for at tage til koncerter uden Thomas blev afløst af kærlighed, omsorg og girl power fra Metal Sisters .

Jeg kan f.eks. nævne, at jeg engang var afsted alene til Copenhell Family Reunion, og under Red Warszawas koncert fik jeg bogstaveligt sagt et ølbad.

Foran mig stod der en sød kvinde, som så på mig og tog mig under sine vinger, nemlig sister Pia .

Takket værePia, prøver jeg at åbne mig mere op, så jeg også kan være der for andre sisters og misters, når vi er til koncerter.

2025 har efter min mening været et fantastisk år med masser af girl power både her i fællesskabet og på metalscenen.

Jeg kan fortælle jer, at jeg er stor beundrer af de talentfulde Courtney LaPlante fra Spiritbox, Ditte Krøyer fra Vulvatorious, Sandie Gjørtz fra Defacing God og tøserne fra de brasilianske bands Crypta og Nervosa.

I år har jeg også været så heldig at få opfyldt to af mine teenagedrømme: At komme til Linkin Park koncert i Tyskland og at se Evanescence ved Sweden Rock Festival.

Og takket være sister Maggie tog jeg til verdens største metalfestival Wacken Open Air for første gang.

Jeg er sikker på, at hvis unge Elaine kunne se mig nu, ville hun være virkelig stolt af mig og hele rejsen hertil.

Jeg afslutter hermed med at citere Legião Urbana. Nedenstående er oversat fra portugisisk.

” … Og vores historie vil ikke blive vendt på vrangen sådan her, uden en lykkelig slutning. Vi vil have smukke ting at fortælle. Og indtil da, lad os leve. Vi har stadig så meget at gøre. Se dig ikke tilbage. Vi er kun lige begyndt. Verden begynder nu. Vi er kun lige begyndt. “

(Metal Contra as Nuvens, – Legião Urbana).

Knus, kram og stor tak til jer alle!

VH Elaine