Ved Kolding bor der en energibombe med rødt flagrende hår. Tag godt imod- med stor kærlighed og glæde – månedens Portræt Af En Metal Sister og sig hej til Kim Victoria Lysgaard

Vi gemmer hver historie, passer på dem og hylder dem med respekt og power. For hver kvinde er særlig og smuk.
————————————————————-
Metal i blodet – En fortælling om mig, Kim Victoria
Jeg er Kim Victoria, 32 år gammel, bosat ved Kolding – og jeg har musik i blodet.

Musik har været en livsnerve for mig, lige fra jeg var barn. Det er ikke bare noget, jeg hører – det er noget, jeg lever.
Min far var musiker i over 40 år. Han spillede guitar, sang og skrev sine egne sange. Han drømte om et rockliv, men spillede mest til byfester og bryllupper – og så sad han hjemme og komponerede.
Jeg voksede op ved siden af en koncerthøjtaler og var med ham ude, når han skulle spille. Jeg hjalp med at stille scene op, faldt i søvn i bilen, og jeg elskede det. Det var mit første møde med musiklivet.
For selvom mine forældre blev skilt, da jeg var 9 år, og jeg mistede den daglige adgang til hans musikrum, så blev musikken hos mig. Den flyttede ind i kroppen og blev der.

Jeg har altid været omringet af musikere, instrumenter og sangskrivere. Mine søskende spillede trommer i garde, og jeg lærte hurtigt at håndtere et rigtigt trommesæt.

Som 11-årig spillede jeg trommer i ungdomsklubbens musiklokale, hvor vi gav den gas med “Midt om natten” og “Der er noget galt i Danmark”. Jeg elskede det.

Som 13-årig kom jeg til min første metal-koncert: Headbangers Ball på Godset i Kolding – og jeg blev blæst bagover af Raunchys trommeslager, Morten Toft Hansen.
Kort tid efter fik jeg mit eget trommesæt og begyndte at spille via gehør i hovedtelefonerne.

Da jeg var 14 år, sad jeg en dag i min fars studie og tog en pause fra trommerne. Jeg fik øje på hans gamle Fender-bas. Jeg tænkte: Kan jeg også finde ud af dét?
Det viste sig hurtigt, at jeg kunne. Mit første nummer på bas blev “Nymphetamine” af Cradle Of Filth – og det føltes for nemt. Næste nummer blev “Tears Don’t Fall” fra Bullet For My Valentine. Jeg havde fundet rytmen, og jeg havde fundet hjem.

Min musikalske smag udviklede sig hurtigt. Jeg gik fra Christian Brøns og Aqua til Rammstein, Within Temptation, Hammerfall og Slipknot – meget takket være min storebror og lyden af dobbeltpedal gennem væggen.

Jeg begyndte at skrive mine egne sangtekster – noget jeg altid har gjort i en eller anden form. Jeg skriver fra mit eget liv, fra mine egne mørke og lyse følelser, og det har hjulpet mig enormt mentalt og følelsesmæssigt.
Som 14-årig mødte jeg en fyr, der lavede elektronisk musik – house, techno og det jeg kaldte “computer dakkedak”. Han kaldte mig “Punker Kim”.
Jeg prøvede at lave den slags musik et par år, men jeg vendte altid tilbage til den hårde bas, de skrigende riffs og den tunge vokal. Metalverdenen er dér, hvor jeg hører til.

Jeg har altid skrevet. Historier, noveller, artikler – men mest af alt: sangtekster. Dybe, rå, ærlige tekster om mine egne oplevelser, erfaringer og tanker.

Teksterne har båret mig gennem meget, mentalt og følelsesmæssigt. I perioder endte de i skuffen, men for to år siden begyndte jeg for alvor at skrive igen – og for nylig blev jeg spurgt, om jeg ville skrive til et blues rock-album.

Den udfordring har jeg taget imod med åbne arme.
Mine egne sangtekster betyder meget for mig. Her er et par uddrag:
“Teach Her To Roar”
I’ll stand tall, I won’t bend, I am fire in the rain
You can push, you can pull, but I’ll rise again
Just because we’re different doesn’t mean that I am wrong
I’ll fight for my daughter, she’s where I belong.
“Shattered Mirrors”
Oh, we used to be so lost in mirrored shards
Fainting hearts drifting through the stars
Now we’re dancing on the edge with our scars
Shattered light healing the broken parts.
“In The Bitter End”
Stop falling deep into their eyes
It’s just a mess in a sweet disguise
All those hugs and whispered lies
They’ll leave you empty with no goodbyes
So smack yourself, my friend
It’ll all be the same in the bitter end.

Det er først i år, jeg for alvor er begyndt at komme ud til koncerter og festivaler. Tidligere havde jeg travlt med alt muligt andet.
Men koncerten den 3. december 2024 med Bloody Dice og Pretty Maids i Tøjhuset i Fredericia blev startskuddet.

Siden da har jeg set mange bands og været med til Copenhell, Viborg Metal Festival – og har Metal Magic Festival, Ribe Metal Festival og måske Aalborg Metal Festival på vej.

Jeg kender efterhånden en del musikere fra både ind- og udland, og jeg elsker det fællesskab, det bringer med sig.
Jeg har aldrig været bange for at stå alene til koncerter. Tværtimod – jeg er “flagrende”, fylder meget i rummet og snakker med alle.
Jeg headbanger og danser når jeg er til koncert, jeg lever mig fuldstændig ind i musikken. Mit røde hår flyver, jeg headbanger, jeg lukker øjnene og mærker trommerne, bassen, teksten.

Flere har sagt, at mit hår fungerer som en vifte med gode dufte, når jeg står helt foran scenen. Jeg snakker med alle, fylder et lokale, og mine genkendelige tatoveringer åbner samtaler. Jeg elsker den energi.
Det fællesskab har ført mig til Metal Sisters – et netværk af seje kvinder, hvor jeg har fundet nye venskaber. Jeg har aldrig været bange for at tage til koncert alene, men jeg forstår nu, at det kan være svært for andre.
Til et møde i Aarhus fortalte flere kvinder, at de føler sig utrygge blandt mange fulde mænd til koncerter. Jeg sagde, “Hvis jeg er der – så skal I ikke være bange. Jeg passer på jer.” Jeg har kant, ben i næsen og siger klart fra.
Én søster, Bonnie, har flere gange taget mig med til koncerter – fordi hun elsker at se mig give slip. Hun siger, at min energi og tilstedeværelse smitter af på hende.

Hun har tidligere følt sig akavet ved at give den gas, men med mig ved sin side, glemmer hun det. Hun nyder musikken mere – og dét betyder alt.
Men det mest magiske er: Jeg står ikke alene i musikken længere.
Min datter, Silvia, er knap 11 år – og er allerede et ægte metalhead. Det blev tydeligt i 2024, da vi tog til en Aqua-koncert i Herning. Jeg havde nostalgiske forhåbninger, men Silvia… hun kedede sig.
Big time. Kort efter tog jeg hende med til koncerten med Bloody Dice og Pretty Maids. Hun var ikke solgt på idéen – jeg måtte lokke lidt – men noget vågnede i hende den aften.

Hun headbangede så meget, at hun havde ondt i nakken dagen efter, og publikum elskede hende. Hun strålede. Hun hørte til.
Siden da har hun været med til Metal Café, Viborg Metal Festival, koncerter med Junkyard Drive – og hun skal med til Ribe Metal Festival i år.
Hun er kendt i miljøet som “Pigen med ballonen”, fordi hun løb rundt med en blå helium-ballon til Viborg Metal Festival, så jeg kunne finde hende i mængden.

Det blev en ting. En kærlig legende. Folk smilede, kommenterede og husker hende.
Det gør mig stolt – ikke fordi hun går i mine fodspor, men fordi hun går i sine egne med attitude, power og ægte kærlighed til musikken på den jyske og lettere uimponerede måde at tilgå alting.
Jeg har fortalt Silvia, at hvis hun nogensinde er blevet væk eller har brug for hjælp, skal hun finde et metalhead – for vi hjælper altid hinanden. Hun kalder dem “store, varme, kærlige Bubbi-bjørne”.
Jeg hører bredt indenfor rock og metal – men nogle bands har hængt ved i årevis: Raunchy, In Flames, Slipknot og Mercenary. Og som den loyale fan jeg er, må jeg nævne Kõya.
For halvandet år siden et ukendt kælderband – og nu har de spillet med Mercenary og overrasket alle på Copenhells Hades-scene. Jeg elsker altså Kõya!

Hjemme hører vi Defecto, Bury Tomorrow, Raunchy, Architects, In Flames, Pretty Maids, Malrun og meget mere.
Silvia har allerede sin egen smag og mening. Og det her – det er ikke bare en interesse for hende. Det er noget, hun føler. Det er noget, vi deler.
Jeg drømmer om at skrive flere tekster til musikere – særligt indenfor den hårde genre, hvor jeg føler mig hjemme. Musikken lever, når vi deler den.
Ud over musikken finder jeg ro i naturen. Jeg er Asetro, inspireret af de nordiske guder, og finder balance i både larm og stilhed.

Jeg tager ud i skoven med min shaman-tromme, tænder bål og mærker jorden. Kontrasten mellem festivalernes kaos og naturens dybe ro er min styrke.
Kort sagt, jeg er et imødekommende og snakkesaligt menneske.
I er selvfølgelig velkommen til at stille spørgsmål, give krammere eller en high five når vi ses rundt i landet.