Jeg voksede ikke op i et hjem fyldt med heavy metal.

Hos min far husker jeg især The Beatles, og i min plejefamilie var noget af det mest rockede, der kom gennem højttalerne, Rod Stewart, Sting, Bruce Springsteen og Bryan Adams. Så min kærlighed til den tungere musik er i høj grad noget, jeg selv har fundet og udviklet senere i livet.

Min første rigtige rockkoncert var i midten/slutningen af 90’erne, hvor jeg oplevede Dizzy Mizz Lizzy live på deres Rotator-tour. Det blev en af de oplevelser, der åbnede døren til noget større.

Jeg blev rigtig glad for Dizzy Mizz Lizzy, og derfra voksede musikuniverset hurtigt. Bloodhound Gang, Manowar, Metallica, Iron Maiden, AC/DC, Nirvana, Aerosmith og flere af de store navne fra dengang blev en del af min musikalske opdagelsesrejse.

Efterhånden begyndte jeg også at finde ud af, hvad det egentlig var ved den tunge musik, der ramte mig.

Jeg blev især draget af det melodiske.

Power metal og old-school heavy metal fik en stor plads, og gennem årene har min smag bevæget sig længere ud i både det mørkere, hårdere og mere ekstreme. I dag vender jeg ofte tilbage til symfonisk black metal som Dimmu Borgir og Cradle of Filth, mens melodic death metal også har en stor plads i mit hjerte – blandt andet Arch Enemy med Alissa i front.

Wintersun har samtidig en helt særlig betydning for mig. Det er i den grad mit go-to-band, når jeg bare skal slappe af, lukke verden lidt ude og nyde musikken. Der er noget ved deres blanding af melodi, stemning, tyngde og storladenhed, der rammer præcis det sted, hvor musik ikke behøver have noget andet formål end bare at være fantastisk at lytte til.

Men jeg har aldrig haft lyst til at putte min musiksmag ned i én bestemt kasse. Jeg kan sagtens gå fra noget mørkt og brutalt til gammelt Evanescence og nyde begge dele.

Hvis der er én rød tråd i min musiksmag, er det nok melodien.

Musikken må gerne være tung. Den må gerne være mørk, aggressiv, teknisk eller storladen. Men der skal helst være noget i den, som rammer mig følelsesmæssigt og bliver hængende bagefter.

Jeg har aldrig lært at spille et instrument.

Til gengæld har jeg gennem årene udviklet en ret særlig måde at lytte til musik på.

Min C-PTSD har blandt andet gjort mig meget opmærksom på lyde og detaljer, og med tiden har jeg lært at bruge den evne positivt, når jeg lytter til musik. Til en koncert kan jeg isolere de enkelte instrumenter og musikere og nærmest vælge, hvad jeg vil koncentrere mig om.

Jeg kan høre, hvor teknisk dygtig en guitarist er, om nogen spiller falsk eller ligger ude af takt, om trommeslageren har mere i værktøjskassen end bare dobbelttrommer – og ikke mindst om en sanger formår at ramme de toner, der ikke bare bliver hørt, men går lige gennem kroppen og langt ind i sjælen.

Det lidt paradoksale er, at selv om jeg sagtens kan lytte meget analytisk, så har jeg bevidst valgt noget andet, når jeg skriver om musik.

I 2018 grundlagde jeg Raven Rock Site.

Det udsprang blandt andet af en frustration over den måde, jeg syntes, koncerter alt for ofte blev anmeldt på. Jeg var blevet træt af anmeldelser, der blev meget analytiske og nogle gange kom til at handle mere om én anmelders personlige smag end om den oplevelse, der faktisk havde været i salen.

Derfor blev grundideen bag Raven Rock Site meget enkel:

Skriv oplevelse – ikke analyse.

Jeg begyndte at interviewe publikum og bruge deres oplevelser som en del af grundlaget for vores koncertdækning.

For hvis en sal fuld af mennesker lige har haft en fantastisk aften, hvorfor skal min personlige mening om bandet så have lov til at definere historien?

Jeg vil langt hellere fortælle, hvad folk oplevede.

Hvordan var stemningen? Fik bandet fat i publikum? Var der energi mellem scene og sal? Gik mennesker derfra med følelsen af, at de lige havde været en del af noget?

Jeg kan godt høre den falske tone eller den tekniske detalje.

Men når jeg skriver om en koncert, interesserer det mig først og fremmest, hvad musikken gjorde ved menneskene i rummet.

Fotograferingen blev en anden måde for mig at være en del af metalmiljøet på.

Jeg har gennem årene fotograferet et hav af koncerter og blandt andet arbejdet for Heavymetal.dk, været koncertfotograf på Templet i Kongens Lyngby og senere husfotograf på Richter i Gladsaxe.

Når jeg står foran scenen med kameraet, handler det ikke bare om at få et teknisk korrekt billede af en musiker.

Jeg vil fange oplevelsen.

Blikket. Bevægelsen. Lyset. Kontakten mellem band og publikum. Det splitsekund, hvor det hele går op i en højere enhed.

Et godt koncertfoto skal efter min mening ikke bare vise, hvordan koncerten så ud.

Man skal næsten kunne høre billedet.

Kameraet har samtidig haft en meget personlig betydning for mig. Når jeg ser gennem søgeren, bliver verden omkring mig mindre. Alt mit fokus samler sig om scenen, lyset og det næste øjeblik, jeg forsøger at fange.

Der kan derfor opstå en mærkelig form for ro midt i noget, der ellers er ekstremt højt og kaotisk

.

Ny musik finder jeg alle mulige steder.

Nogle gange sker det på en festival, hvor jeg ender foran en scene uden rigtigt at vide, hvad der venter mig. På årets Copenhell oplevede jeg eksempelvis Lightchapter for første gang.

Andre gange kommer musikken nærmest til mig. Det kan være en promo, der lander hos Raven Rock Site, et band der kontakter mig i forbindelse med et fotoshoot, en video der pludselig dukker op på Facebook eller YouTube – eller noget Radio BOB! Metal sender gennem højttalerne.

Vejene til ny musik er mange for mig, og det er netop noget af det, jeg elsker ved det.

Jeg håber aldrig, jeg når til et punkt, hvor jeg tænker: Nu har jeg hørt det hele.

Der skal stadig være plads til at blive overrasket.

Og der er masser at opdage i undergrunden. Mythoria, Pustulant Flesh, Parasomnia og Corpseified er eksempelvis bands, jeg i den grad synes er værd at holde øje med.

Jeg holder meget af de mindre scener og de mennesker, der bruger enorme mængder tid, penge og hjerteblod på deres musik, længe før de nødvendigvis får den opmærksomhed, de fortjener.

Noget af det fedeste er netop at opleve et band, mens historien stadig er ved at blive skrevet.

Jeg kan også godt komme til at grine lidt, når folk kategorisk siger:

“Jeg kan ikke lide core.”

For hvad betyder det egentlig efterhånden?

Jeg har fulgt core-genrernes udvikling gennem mange år, og for mig er det blevet et af de steder, hvor metallens evolution er allermest tydelig.

Core er ikke én bestemt lyd længere.

Metalcore, deathcore og de mange beslægtede genrer låner fra death, black, melodic death, djent, progressiv metal, nu metal, elektronisk musik og alle mulige andre steder.

Jeg ser derfor ikke core som metallens endestation.

Jeg ser det nærmere som et af metallens laboratorier.

Et sted hvor genrer mødes, kolliderer, bliver skilt ad og samlet igen på nye måder.

Det betyder selvfølgelig ikke, at traditionel heavy metal, thrash, death eller black skal forsvinde. Tværtimod.

Men metal har aldrig stået stille, og det håber jeg heller aldrig, den kommer til.

Selve metalmiljøet har for mig altid været et sted, hvor mennesker grundlæggende passer på hinanden.

Udefra kan det se voldsomt ud: sorte T-shirts, growl, distortion, headbanging og mennesker, der vælter rundt i en pit.

Men inde bagved har jeg oplevet utrolig meget varme, respekt, humor og omsorg.

Jeg har blandede følelser omkring den udvikling, jeg oplever på Copenhell. For mig virker det efterhånden, som om festivalen i højere grad booker bredere navne, der kan sælge mange billetter, mens den metal, jeg selv forbinder med festivalens identitet, fylder mindre.

Til gengæld gør noget andet mig meget optimistisk.

Der dukker flere og flere mindre metalfestivaler, arrangementer og spillesteder op. Næstved Metalfest og Copenhagen Metal Fest er gode eksempler.

Måske bliver scenen mere spredt.

Men den lever.

Og måske er noget af det bedste ved metal netop, at når mennesker synes, der mangler en scene, så skaber de en selv.

Det bringer mig til Metal Sisters.

Jeg blev inviteret ind i Metal Sisters af Charlotte Nielsen.

Kort tid efter skete der noget, som egentlig siger næsten alt om, hvad gruppen hurtigt kom til at betyde for mig.

Jeg meldte mig ud af mere eller mindre alle de andre metalfællesskaber, jeg var medlem af på Facebook.

Ikke fordi der nødvendigvis var noget galt med dem.

Jeg følte bare aldrig helt, at jeg hørte til.

Det gjorde jeg her.

Metal Sisters er familie. Vi passer på hinanden.

Da jeg kom ind i gruppen, var jeg samtidig midt i en meget stor personlig rejse.

Jeg er transkønnet kvinde, og da jeg begyndte at fortælle åbent om det i Metal Sisters, var det stadig noget, jeg gradvist var ved at dele med mennesker omkring mig.

Jeg vidste derfor ikke helt, hvordan jeg ville blive mødt.

Men jeg blev mødt som Petricia.

Som kvinde.

Som metalhead.

Og som sister.

Senere kunne jeg dele nogle af de største milepæle i mit liv med gruppen – først da min navneændring blev officiel, og senere da mit juridiske køn blev ændret.

Men måske er det allervigtigste, at mine sisters allerede havde accepteret mig som den, jeg er, længe før papirerne gjorde noget officielt.

Næstved Metalfest 2025 blev en af de oplevelser, hvor jeg for alvor mærkede, hvad Metal Sisters betyder.

Min C-PTSD betyder, at uforudsete situationer og bestemte triggers nogle gange kan gøre selv noget, jeg elsker, vanskeligt.

Historisk har kameraet derfor været et af mine vigtigste redskaber ved koncerter. Når jeg så gennem søgeren, kunne jeg flytte fokus væk fra alt omkring mig og ind på scenen.

På Næstved oplevede jeg noget andet.

Jeg oplevede, at mine sisters passede på mig.

Et smil.

En hilsen.

Et kram.

En person i nærheden.

Nogen, der lige tjekkede, om alt var okay.

Luise, Birdie, Elaine og andre omkring mig var med til at skabe en tryghed, der gjorde, at jeg kunne slippe noget af min vagtsomhed og bare være til stede i musikken.

Et af de øjeblikke, jeg stadig husker meget tydeligt, var, da Elaine gav mig et Metal Sisters-patch.

Jeg gik direkte hen og fik det syet på min battlevest.

For andre er det måske bare et stykke stof.

For mig blev det et symbol på noget langt større:

Her hører jeg til.

Senere, da jeg stod i en vanskelig og uforudset situation ift. at kunne komme hjem, tilbød hun også at køre mig hele vejen hjem.

Den slags glemmer jeg ikke, og i dag anser jeg Elaine som min hjerteveninde.

Hun trådte også til ved Næstved Metalfest i år, jeg var ikke selv afsted, men som den ølentusiast jeg er når det angår mørkt øl, så spurgte jeg åbent i vores facebook gruppe om nogen ville købe en af de nye mørke øl med til mig. Der var flere der trådte til, men Elaine stod igen forrest i køen sammen med et par af de andre dejlige søstre. De købte ikke bare en, nej de købte hele seks styks, vedlagde en plakat fra årets Næstved Metalfest og leverede det i en Metal Sisters mulepose. Alt dette kørte Elaine hele vejen hjem til mig og afleverede på en af festivaldagene. Kan man andet end elske hende?

For det er dér, forskellen mellem en Facebookgruppe og et fællesskab bliver meget tydelig.

Noget af det fineste er måske, at Metal Sisters ikke længere kun er et fællesskab, jeg selv får noget fra.

Jeg er også begyndt at skabe noget i det.

Jeg startede blandt andet brætspilshygge for Metal Sisters.

Ideen var egentlig meget simpel: nogle timer omkring et bord med spil, snak, latter og plads til faktisk at lære hinanden at kende.

Også uden for koncertsalene.

Det er siden blevet gentaget flere gange, og det betyder meget for mig.

For da jeg kom ind i Metal Sisters, havde jeg selv brug for et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme.

Nu kan jeg være med til at skabe nogle af de rammer, hvor andre måske kan opleve lidt af det samme.

Metal Sisters eksisterer selvfølgelig foran scenen med hornene i vejret.

Men søsterskabet lever også mellem koncerterne.

Når jeg ser tilbage på hele min rejse gennem metal, opdager jeg egentlig en ret tydelig rød tråd.

Dizzy Mizz Lizzy åbnede døren.

Alle de bands, der fulgte efter, gjorde musikuniverset større, tungere og mere ekstremt.

Wintersun blev et af de steder, jeg kan finde ro.

Kameraet gav mig en plads helt foran scenen.

Raven Rock Site gav mig mulighed for at fortælle om musikken gennem de mennesker, der oplevede den.

Undergrunden lærte mig, hvor meget passion der kan eksistere på en lille scene.

Og Metal Sisters gav mig noget, jeg ikke er sikker på, at jeg vidste, jeg ledte efter:

Et sted at høre til.

I mange år kunne jeg finde ro ved at se verden gennem kameraets søger.

Nu oplever jeg indimellem noget andet.

Nogle gange kan kameraet blive nede.

For jeg ved, at jeg ikke står alene.

Der er måske en sister ved siden af mig.

En hånd på skulderen.

Et kram.

Et smil fra den anden side af salen.

Metal er selvfølgelig riffs, trommer, growl, store melodier, sorte T-shirts og koncerter så høje, at man kan mærke dem fysisk.

Men for mig er det blevet meget mere end det.

Det er oplevelser – nogle gange endda for livet.

Det er mennesker, nærhed og samvær.

Det er fællesskab og sammenhold.

Det er familie og omsorg.

Og jeg er stolt af at kunne kalde mig Metal Sister.