Først og fremmest vil jeg sige,at jeg virkelig er beæret over, at være blevet bedt om, at fortælle min metalhistorie.

Til at starte med tænkte jeg, om jeg var metal nok til, at være værdig til dette? Men det er vi selvfølgelig alle, og vi dyrker alle metalmusikken på hver vores måde, intet er mere rigtigt end andet.

Jeg elsker virkelig metalmusik af hele mit hjerte og det er noget af det, der fylder allermest i mit liv. Selvom jeg ikke har nogen tatoveringer eller piercinger, er lyshåret og ikke går med battlevest, så lever og ånder jeg for metalmusik.

Det er det, der kan få mig i godt humør, når jeg er dybest nede, det, der gør de kedelige opgaver sjove og løbeturen udholdelig, træningen sjov og det der giver mig energi og højt humør.

Det er simpelthen mit dope, og med metal i ørerne kan jeg kun smile og have en fest.

Jeg hedder Ea, er årgang six-seven, født på kvindernes internationale kampdag, opvokset i en meget almindelig kernefamilie i Dragør på Amager, sammen med mine forældre, der begge altid har levet af, at være fuldtidskunstnere, samt en lillesøster og en halvstorebror. 

På papiret har mit liv været let og ukompliceret.

Sådan har det dog ikke helt været i virkeligheden, men samlet set har det  været mest godt og (især i voksenlivet) fyldt med rigtig mange gode ting.

Jeg er heldigvis blevet rigtig god til, at fokusere på det gode og det skønne  og tilgå livet med en tro på, at alt nok skal gå og lykkes i sidste ende. Det er en af de gode ting, min livserfaring har lært mig.

For mig virker karmaloven rigtig godt: Er jeg selv et ordentligt menneske, der behandler andre godt og med et smil, så er det også det, jeg får igen.

Jeg har altid elsket musik, og som barn og ung havde jeg det sådan, at mit børneværelse ikke føltes rigtigt, hvis ikke der blæste høj musik ud fra min Philips båndoptager. En kvalitetsbåndoptager, jeg købte, for mine sammensparede lommepenge, da jeg var 8-9 år og meget bedre end de billige, mine kammerater ellers havde.

Dengang hørte jeg dog (og desværre) endnu ikke metal. Det var ABBA og Gasolin, der især kørte på repeat, og min første koncert var også med ABBA i Falkoner Salen i 1979, hvorefter jeg var hooked på koncerter.  

Allerede dengang var det altid de mest rockede numre, jeg bedst kunne lide, og mit yndlingsnummer med ABBA var selvfølgelig “Rock Me”.

I min pæne småborgerlige opdragelse lå det, at dem, der hørte heavy metal, var nogle slemme typer, der ikke var værd at omgås. Det var dem med langt, fedtet hår, slidt cowboyjakke, lædervest og bikerboots, som gjorde byens gader usikre, når de drønede rundt på deres udborede knallerter. Sådanne typer skulle en pige fra en pæn familie, som min holde sig langt væk fra og det gjorde jeg så også indtil en vis alder.

Herefter blev jeg meget tiltrukket af lige netop denne type.

I start 80’erne var jeg meget fascineret af punkkulturen. Jeg var stadig så meget mine forældres søde og velopdragne pige, at jeg ikke rigtig deltog i punkoprøret, men jeg var begyndt, at blive lidt rebelsk.

Jeg gjorde ikke længere helt, som der blev sagt, jeg pjækkede fra skole, blev ude hele natten, gik ret specielt klædt i fortrinsvis hjemmedesignet og hjemmesyet tøj, farvede mit pandehår sort, og selvom jeg er klart B-menneske, stod jeg hver morgen en halv time tidligere op, for at smøre alt mit hår godt ind i håndsæbe og derefter føntørre det med hovedet nedad, så det kunne stritte mest muligt. Det virkede rigtig godt, når man gerne ville have en stor og strittende manke – lige indtil det blev regnvejr!

Jeg lyttede også til punkmusik, men endnu mere til new wave, da jeg på det tidspunkt i livet, især valgte favoritbands ud fra kunstnernes udseende.

Jo bedre de unge musikere så ud, des mere fan var jeg.

jeg syntes på det tidspunkt ikke, at metalmusikere så særlig godt ud, så måske er det også derfor, jeg først senere rigtig opdagede denne fantastiske musikgenre.

Jeg kaldte mig newwaver, men fra new wave-musikken var det stadig de mest rockede numre, jeg klart bedst kunne lide.

Jeg elskede at gå til koncerter, men var også samtidig skoleelev og havde næsten ingen penge. Jeg måtte prioritere, hvad der var råd til, og da ingen af mine venner hørte punk eller rock, var det de populære 80’er bands, der blev valgt, når der skulle købes dyre koncertbilletter. Samtidig var jeg fast stamgæst til koncerterne på 5-øren, som dengang var gratis, samt hvad der ellers var af gratis og meget billige koncerter med forskellige (især danske) bands.

Op gennem 80’erne gik jeg over til mere og mere tung og hård musik. Jeg begyndte, at høre en del af den blødere heavyrock og Europe, Bon Jovi og danske Fate blev mine nye favoritkunstnere.

Min drøm var helt fra barnsben at blive linedanser i et cirkus og i folkeskolen var jeg i erhvervspraktik i Cirkus Benneweis inde i cirkusbygningen.

Som 16 årig rejste jeg i min sommerferie rundt med Cirkus Arli  (cirkusdirektør, Søren Arli, havde selv, som ung, optrådt  som jonglør på slap line) så han lærte mig, at gå på line og jonglere.

Jeg var i øvrigt allerede en ret habil akrobat, da jeg hele min barndom gik til og øvede rigtig meget akrobatik og hver sommer lavede cirkus i haven med min søster og vores venner.

Min far var en meget passioneret skiløber og havde hørt, at den svenske Ingmar Stenmark trænede balancen, ved at gå på line, så han monterede en line mellem to træer, i vores have og her  øvede og tilegnede jeg mig evnen til, at gå på line.

Sidst på cirkussæsonen sommeren ’83 fik jeg min debut i manegen.

Det allerede bookede artistpar, skulle videre til et nyt job i et andet land og  jeg overtog derfor deres tjans på programmet de sidste måneder af sæsonen.

Da det blev jul det år, turnerede jeg rundt med folkene fra Cirkus Arli og optrådte til diverse juletræsfester og des lige, som nissepige på slap line.

Desværre fik jeg ikke lov til, at optræde til rockmusik, som jeg plejede hjemme i haven.

Det skulle være klassisk musik, som cirkusset valgte til mig.

I 1986 blev jeg matematisk-musisk student fra Christianshavns Gymnasium. Pga. min store musik interesse havde jeg valgt musiklinjen, selvom det på ingen måde, var der mine evner lå.

Jeg har altid gået med min passion, frem for mine evner, hvilket har givet mig mange udfordringer, men også gjort livet klart sjovere.

Efter studentergilderne tog jeg til London sammen med to veninder. Her boede og arbejdede jeg i omkring ½ år med håbet om, at møde en kendt rockmusiker (rigtig gerne John Taylor fra Duran Duran) og med ham leve det vilde rock’n’roll-liv, hvilket jo selvfølgelig aldrig skete.

Det tætteste, jeg kom på at møde en rockmusiker, var, da en halvgammel og ikke særlig tiltalende forsanger fra et Z-band, der spillede på “The Empire”, efter koncerten, kom hen til veninderne og mig og forsøgte at få os til at give en drink, nu han kom fra bandet.

Min tid i London har gjort, at jeg i dag elsker London også selvom det faktisk ikke var specielt sjovt, mens jeg var der.

Vi arbejdede rigtig meget, havde sjældent fri samtidig, fordi vi arbejdede skiftehold i Heathrow Lufthavn.

Vi boede langt fra centrum, i Hounslow og transporten var dyr, og så havde vi bare aldrig nogen penge, da vi blev lønnet som fremmedarbejdere, og huslejen i London var  rigtig dyr selv der hvor vi boede.

Alligevel var det her, jeg en dag, jeg osede rundt, i de fede modebutikker i city kom til, at købe mit livs dyreste stykke tøj.

Jeg blev overtalt til, at prøve en sort og metallickoboltblå buksedragt med meget store skulderpuder, og da jeg først fik den på, følte jeg mig som den største filmstjerne.

Efterfølgende gik jeg i flere måneder og betalte af på den. Faktisk har jeg den stadig, selvom den ikke længere er så smart.

Ellers gik stort set alle mine hårdt tjente penge på, at tage på klub, hver gang vi alle 3 havde fri, hvorfor der ikke rigtig var råd til mad. Men jeg spiste rigtig godt i kantinen, når jeg var på job, og så vidste jeg præcis i hvilke haver, der var frugttræer, som man kunne snuppe lidt fra.

Da jeg kom hjem fra London, blev jeg igen kontaktet af Cirkus Arli, der gerne ville booke mig som linedanser og akrobat til deres kommende sæson.

Det var en stor drøm, der gik i opfyldelse og en oplevelse jeg er virkelig glad for at have fået.

Jeg fandt dog i løbet af sæsonen ud af, at jeg ikke havde lyst til at rejse rundt som artist resten af mit liv.

Livet som artist forhindrede mig bla. i, at kunne gå til koncerter og i byen med mine venner, som jeg elskede, fordi der var forestilling hver aften, og jeg trivedes bare heller ikke med, at bo i en lille campingvogn uden hverken varme, bad eller toilet.

Jeg måtte tisse på en spand eller cyklede til byens kirke, ( jeg havde fundet ud af, at alle kirker har et offentligt og altid åbent toilet) mens den daglige kropssoignering foregik, som truckervask i koldt vand, når ikke lige vi lå i en havneby eller en by med svømmehal, hvor jeg kunne få et varmt bad.

Artistlønnen var dog så lav, at jeg kun sjældent prioriterede, at bruge mine penge på et varmt bad.

I stedet gik lønnen primært på værtshusbesøg sammen med teltarbejderne.

Sankthansaften var den eneste aften under hele cirkussæsonen, hvor der ingen forestillinger var, så der fik alle vi artister fri.

Efter aftenforestillingen den 22. juni tog jeg derfor det offentlige hjem til Dragør for, at hilse på familien og da jeg gik fra Hovedbanegården ned mod Rådhuspladsen, meget sent den aften, mødte jeg de fire unge fyre fra Fate, som var ude på en fotooptagelse ned ad Vesterbrogade i en lækker convertable amerikanerbil.

Jeg havde været virkelig ærgerlig over, at jeg ikke kunne komme til en af deres koncerter på den igangværende danmarksturné, hvor de blandt andet havde spillet i Fårevejle, dagen inden vi lå der med cirkus.

En virkelig sød pige, jeg havde gået i parallelklasse med i gymnasiet og som var kæreste med forsangeren i Fate, var med i bilen og råbte efter mig: “hej Ea”, hvilket gjorde, at de stoppede op og mig med udtværet manegemakeup og godt svedig efter aftenens forestilling samt efterfølgende teltnedtagning, kunne komme hen og hilse på og få deres autografer.

Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at høre mere og mere metal, og året efter fik jeg en kæreste, der udelukkende hørte metal, og det gjorde alle hans venner også.

I perioden med ham, blev jeg præsenteret for bands, jeg aldrig før havde oplevet eller lyttet til, og jeg var vild med det  Siden dengang har jeg hørt klart mest metal.

Efter jeg droppede artistkarrieren, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. jeg havde sjoflet gymnasiet så meget, at jeg havde en elendig studentereksamen, der ikke kunne bruges til særlig meget.

Jeg kunne godt mærke, at min mor var ret bekymret for, hvad der skulle blive af mig og, at hun syntes, jeg drak og festede alt for meget

For at glæde min mor, søgte jeg ind på flyvelederuddannelsen, da jeg havde set en avisannonce, hvor der stod, at man fik en virkelig god løn under uddannelsen.

Man blev optaget ud fra nogle optagelsesprøver og ikke sine karakterer og   jeg havde derfor en reel chance for, at komme ind, om ikke andet så gjorde jeg da et forsøg på at blive et eller andet.

Faktisk anede jeg ikke rigtig, hvad jobbet som flyveleder gik ud på, men jeg var heldig og røg igennem alle optagelsesprøverne og i juli ’89 startede jeg så som flyvelederaspirant.

Jeg kom på hold med en fyr, der var lige så glad for, at gå til koncerter som jeg, så endelig havde jeg én, jeg kunne tage til koncerter med, og med den ret pæne løn, vi fik under uddannelsen, havde jeg også pludselig råd til at tage til lidt flere af de større koncerter, hvor det på det tidspunkt var blevet rock- og metalkoncerterne, der især trak.

Desværre dumpede jeg, halvvejs gennem uddannelse, men fordi jeg gennem hele forløbet, havde været en god kammerat, ville de gerne beholde mig og jeg blev derfor ansat som flyvelederassistent.

Senere videreuddannede jeg mig til informationsflyveleder, hvor mit job gik ud på, ud fra radaroplysninger at give flyveinformation til luftfartøjer i lav højde hen over dansk luftrum.

Op gennem 90’erne røg jeg med på grungeæraen, og ellers hørte jeg især Guns’n’Roses, Metallica, Scorpions, Alice Cooper, Poison, Extreme, Skid Row og Megadeth. Jeg var hvert år til Roskilde Festival, hvor det var rockbandsne, jeg kom for at høre, og jeg elskede det og svor, at jeg skulle til Roskilde Festival hvert år resten af mit liv, hvilket dog kun holdt, til jeg fik mit første barn i 2001, hvor jeg var sat til at nedkomme midt under festivalen.

I marts 1994 mødte jeg ham, jeg i dag er gift med, og han var ikke som mine tidligere kærester til rock og metal. Han var til tekno og 80’er-musik.   Hans bedste kammerat Søren, var heldigvis til metal, og til alt held havde han hevet Finn, som min mand hedder, med på Tex, der var Københavns rockklub nummer 1 på det tidspunkt.

Selvom det var Søren, der havde langt, sort hår og gik klædt som en rockmusiker, var det Finn, jeg faldt i så god snak med, at da Tex lukkede, fortsatte vi snakken, først på Krasnapolsky sidenhen Cosy Bar for slutligt at tage  hjem til mig.

Her mange år efter husker vi stadig begge tydeligt, hvordan Finn måtte lede meget længe for, at finde en plade i min samling (af klart mest rock og metal) han kunne holde ud at høre. Det blev  i øvrigt til “Sowing the Seeds of Love” med Tears for Fears, og det må man sige han fik gjort.

Jeg syntes, Finn var rigtig sød og en flot fyr, og jeg var fra dag et af ikke det mindste i tvivl om, at han var virkelig interesseret i mig. Jeg syntes bare ikke, at han passede ind i det billede, jeg havde af min drømmeprins, som jo helst skulle ligne og gå klædt som en rockmusiker, ha’ langt hår og kunne li’ hård rock og metal.

Finn havde på det tidspunkt ingen af delene og derfor gjorde jeg det allerede første aften tydeligt for ham, at så længe han havde kort hår og gik kedeligt klædt så ville vi aldrig blive kærester.

Jeg kom på det tidspunkt fast på Tex, og selvom Finn egentlig hadede stedet  begyndte han, at komme der for, at vi kunne mødes og snakke sammen, som vi altid gjorde rigtig godt også selvom vi ikke ligefrem  delte musiksmag.

Efterhånden som mine veninder og venner mødte ham, syntes de så godt om ham og at de invitere ham med, sammen med mig, når vi lavede forskellige ting. Mine venner betragtede os som et par, længe inden jeg gjorde og havde set, at han var den helt rette for mig.

Finn var som sagt hverken til metalmusik eller festivaler, men gjorde meget for at kunne møde mig og troppede derfor op som frivillig på Roskilde Festival  som bartender. Da han stod der og passede baren, syntes jeg bare, at han var så charmerende og var helt solgt.

Derefter var han med på Roskilde hvert år, indtil vi fik vores to piger, der er født i 2001 & 2003. Han gik dog i teknoteltet, når jeg gik på Orange for at høre de store rock- og metalnavne.

I 1997 blev Finn og jeg gift, og efter nogle år i først hans lejlighed og derefter et meget gammelt hus i Tårnby, flyttede vi med børnene til Blistrup i Nordsjælland. Her havde vi købt en grund og byggede vores drømmehus, som vi selv havde tegnet.

Da jeg aldrig har taget kørekort, og jeg var overbevist om, at vi sagtens kunne klare os for Finns løn, nu vi var flyttet væk fra byen, valgte jeg, at sige mit gode, vellønnede job op for at gå hjemme, så jeg selv kunne opdrage mine børn og nyde dem mest muligt, hvilket er mit livs klart bedste beslutning.

Jobbet som mor er helt klart min største glæde og største succes her i livet. Der gik derfor rigtig mange år, mens børnene voksede op, hvor koncerter og festivaler blev tonet rigtig meget ned, da det med rockmusikken jo var min passion, mens det var Finn, der tjente pengene, så jeg syntes ikke, jeg kunne tillade mig at bruge løs af hans hårdt tjente løn til at gå til metalkoncerter hele tiden.

I det hele taget havde vi ikke særlig mange penge i de år, da Finn på det tidspunkt var almindelig kontoransat til en ikke særlig høj løn, så vores månedlige nettobeløb lå under fattigdomsgrænsen. Men vi er åbenbart begge ret gode til at leve billigt, for vi følte det på ingen måde hverken hårdt eller svært, og vi nød bare at være så tætte med vores to piger, hvor de mange familieture på christianiacyklen til skov og strand var ganske gratis.

Jeg hørte selvfølgelig stadig nærmest udelukkende hård rock og metal, og da Copenhell startede i 2010, var jeg helt syg for, at komme derud. Det blev dog først i 2016, hvor 7-8 af mine yndlingsbands spillede,  jeg første gang deltog.

Jeg meldte mig som frivillig til, at stille op inden festivalen, så jeg kunne komme af sted, uden Finn skulle betale for det, og uden jeg skulle arbejde under festivalen.

Copenhell 2016 viste sig, at være helt suverænt. Da jeg besluttede mig for at tage derud, kendte jeg ingen; ud over Søren (ham fra Tex), men allerede under mine tjanser med, at stille op til festivalen fik jeg mig en ny rigtig god ven. Han hang allerede ud med en anden kammerat, som han havde mødt på en af sine andre vagter inden festivalen.

Vi var alle tre af sted på egen hånd og endte derfor med at hænge rigtig meget ud det og de følgende år, og dermed havde jeg fået mine første to, helt egne, rigtige metalvenner.

Siden da har jeg hvert år været på Copenhell, hvor Søren har introduceret mig for alle sine mange metalvenner, så i løbet af no time fik jeg lært mange at kende ude på festivalpladsen. Jeg har derfor aldrig følt mig alene, når jeg har været af sted, selvom det først var efter Corona, jeg fik lokket Finn med derud.

Selvom Finn langt fra er lige så vild med metal, som jeg er, så kan han i dag godt lide musikken, og jo hårde des bedre, synes han faktisk, så rockmusikken fylder nu så meget i vores fælles liv, at når vi tager på ferie, er det et must, at der skal være mindst én god rockbar i den by, vi tager til, og så er vi i byen og høre musik i hvert fald hver anden aften under vores ferier.

Selvom jeg var rigtig glad for mit job i flyveledelsen, havde jeg ikke lyst til (da børnrne flyttede hjemmefra) at vende tilbage på arbejdsmarkedet til et job med skiftende arbejdstider, så i dag arbejder jeg som ufaglært på en specialskole for folkeskoleelever, der ikke passer ind i den almene folkeskole. ofte pga. et miks af diagnoser og dysfunktionelle forældre.

Selvom det slet ikke er det, jeg er uddannet til, så giver det for mig, så helt vildt meget mening. Jeg elsker disse skønne unge mennesker, og jeg håber, jeg kan være med til, at give dem noget godt i et liv, der fra start af har været helt ubegribelig svært, samt for de flestes vedkommende meget turbulent og slet ikke, som et barn bør have det.

Jeg synes, at alle børn har krav på en tryg og omsorgsfuld barndom og et godt liv, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at give disse børn noget godt og trygt i deres liv, samt de bedste muligheder for fremtiden.

Ud over jobbet på skolen underviser jeg forskellige fitnesshold, hvilket er super hyggeligt samt med til at gøre, at jeg bliver nødt til at holde mig i form. Jeg ved godt, at det ikke er særlig rock’n’roll, men jeg går meget op i at holde mig sund, rask og vil gerne holde mig så frisk og ungdommelig, som det nu engang, på naturlig vis, er muligt.

Det huer mig på ingen måde, hver gang der er ting, min krop ikke længere kan, og jeg identificerer mig klart mere som en frisk, ung pige end som en træt, halvgammel kone.

Nogen vil måske sige, at jeg burde se at blive voksen, men det kommer 100% ikke til at ske. Jeg dur bare ikke til at være sådan rigtig voksen.

Jeg er som sagt meget musikglad og vil påstå, at musik er min form for drug og selvom, jeg kan jinge med og høre det meste, så er det metal og hård rock mit hjerte banker for. Inden for metalgenren er jeg især vild med powermetal, harmonisk og symfonisk metal, sørøvermetal og det mere folkprægede metal, og så elsker jeg metal fremført på alternative instrumenter som f.eks. violin, cello, harmonika og sækkepibe samt med et stort harmonisk kor i ryggen.

Endelig skal der helst være turbo over feltet fra start til slut samt en god dybde og tyngde i musikken.

Mit absolutte favoritband er Sabaton, og herefter kommer bands som Alestorm, Dropkick Murphys, Battle Beast og Powerwolf.

Jeg har ikke nogen opdagede diagnoser, selvom mange tror det, fordi jeg er enormt rastløs og også meget energisk. Jeg har derfor meget svært ved, at forholde mig i ro særlig længe ad gangen. Jeg elsker fest og farver, jeg har store armbevægelser, snakker meget og desværre også ofte lige højt nok, og så har jeg ikke så mange hæmninger

Jeg er derfor (og måske også qua min barndom og ungdom med megen optræden som både artist og med at spille teater) én, der fylder meget i rummet, og jeg kan måske i nogens øjne være lidt for meget, hvilket er helt fair.

Jeg forsøger at tone mig ned, men jeg vil klart hellere være for meget end for lidt, og jeg er bare en glad og lidt skør pige, der indeni aldrig bliver rigtig voksen, og som elsker at have det sjovt og have fuld knald på langt størstedelen af tiden, så til koncerter er jeg også ofte duracellkaninen på overophedede 1000-volts batterier, der hopper op og ned fra start til slut.

Jeg er en meget åben og fordomsfri person, der elsker at møde nye mennesker, og jeg nyder at snakke med mennesker af alle slags og høre folks historier; uanset alder, etnicitet, baggrund, socialstatus osv.

Jeg nyder derfor helt vildt, hver gang jeg er sammen med alle jer skønne Metal Sisters, så kom endelig hen og snak og få et skulderklap og et kram.

Desuden er jeg vild med festlige billeder, så man må altid gerne dele billeder, jeg er med på, samt tagge mig.

Heavy-hilsen og metalkram fra Sister Ea