eg hedder Claire, er 43, og bor på Vestsjælland ca 15km uden for Slagelse. Jeg er hjerte-sygeplejerske, og mor til en skøn pige i en 7/7 ordning.

Jeg er egentlig født og opvokset på Østerbro i København, og har boet ca. halvdelen af mit liv i København. Jeg er opvokset i en typisk Østerbro-lejlighed på 3. sal, med en søster der var 15 år ældre.

Hun har tit fortalt historier om, hvordan hun sad på værelset med øret helt oppe i højtaleren for at høre “Kiss”, mens jeg lå i vuggen.

Generelt har musik altid betydet meget i min opvækst. Mine forældre hørte ikke rigtigt rock eller metal, det var mere Kim Larsen, Bonnie Tyler og Roxette. Men min mor udtalte altid, at hun i hendes ungdom i hvert fald var “meget mere til Rolling Stones, end de der pæne Beatles fyre!”.

Så den spæde rock/metal start, må nok nærmere kommer fra min søster, hvilket formentlig også forklarer min store glæde for “puddelhunderock”, som min far kaldte det.

Som ca. 11 årig fik jeg mine to første CD’ere af min moster. Roxettes “Look Sharp”, og Bon Jovis “Crossroads”. Det var juletid, og min moster var kommet hjem fra Belgien. Juletræet skulle pyntes, og jeg satte Crossroads på, og pyntede træet til “Living On A Prayer”. Det har jeg gjort hvert eneste år som voksen siden.

I folkeskolen og gymnasiet var der ikke mange der hørte rock eller metal. Det var mere Spice Girls, Britney Spears og andet pop. Enkelte numre med f.eks. Green Day, Evanescence og The Rasmus blev dog spillet. Numre jeg hørte kontinuerligt.

Jeg blev veninder med en pige der gik i gymnasieklassen over mig. Hende og hendes kæreste spillede D’n’D rollespil, og min ungdomskæreste og jeg blev inviteret hjem til det. Her blev jeg præsenteret for Nightwish og Within Temptation, og jeg ELSKEDE det. Udfordringen var, at ingen andre i min omgangskreds var til det, så det var mest når jeg var alene med min ipod.

Generelt var det meste af min ungdom og mine 20ere præget af at forsøge at “passe ind”, for det gjorde jeg ikke. Ikke i Østerbro normerne i slut 90’erne og start 00’erne, i hvert fald.

Jeg var tyk, nørdet af interesser, kunne godt lide tøj der var lidt “anderledes” i normativ forstand, og havde en hemmelig, nyfunden kærlighed for metal.

Det blev en indre kamp indtil jeg landende i 30’erne. Jeg sad en dag og kiggede tilbage, og følte at jeg ikke var mig. Fra den ene dag til den anden, var det nok.

Jeg ryddede op i mit SoMe feed, og begyndte at følge kropspositive forbilleder i stedet. Jeg begyndte at høre det musik JEG havde lyst til, og jeg havde på det tidspunkt mødt min fantastiske veninde, der var alt det jeg ikke havde turde være.

Hun var alternativ i udtrykket med piercinger, tatovering, hår i fantastiske vilde farver, interesser hun stod ved og musik hun udtrykte sig gennem. Jeg var intet mindre end draget af det og hendes skønne personlighed. Jeg følte jeg fandt hjem. Jeg kunne dele min interesse for computerspil, bøger og fantasy med en anden kvinde – og musikken!

Musikken var ligesom Alice i Eventyrland der falder ned i kaninhullet. For i guder, hvor jeg faldt! Jeg væltede ned i hullet af metal. Genrer, looks, lyde. Hårdt, tungt, langsomt, dobbeltpedal. Jeg slugte det hele og var intet mindre end fascineret.

Det var også her at koncertoplevelserne begyndte at komme til. Det startede blødt med Within Temptation, Nightwish, Sabaton og andet Powermetal, og jeg var til mit første Copenhell i 2016 som 33 årig, og elskede ALT ved det. Det gjorde også at jeg har været afsted hvert år siden.

Det var også heromkring jeg mødte min datters far, og nu ex-mand. Han var mere til dad-rock, men deltog gerne i det, der passede hans smag. På trods af jeg nu var blevet mor, tog jeg stadig til koncerter, dog på ingen måde i det omfang jeg gør i dag, og dengang kun med folk jeg kendte.

Årene gik, og vi voksede fra hinanden. I 2023 blev vi skilt, og jeg stod som helt nyt menneske med et vægttab på 65kg og skulle finde mig selv igen. Vægttabet handler måske ikke så meget om musikken, men det har en betydning for det menneske jeg er i dag, og de ar jeg bærer med stolthed – på blandt andet mine arme.

Kort efter min skilsmisse røg jeg i et nyt forhold. Han var også metalhovede, og her tog koncerterne til. Vi havde det som en stor fælles passion, og tog til så mange vi havde mulighed for, udenom børn og arbejde. Det sluttede i december 2024.

Pludselig stod jeg i en ny position som single og uden min vante koncertmakker. Mine venner og veninder tager stadig til koncerter, men nok ikke i samme omfang som jeg. Det var her jeg begyndte at blive mere aktiv i Metal Sisters. At skrive i facebookgruppen, men nok primært for at høre om der var nogen der skulle til X-Y-Z koncert, og havde lyst til at mødes. Jeg ville ønske, jeg kunne være mere aktiv i Metal Sisters, men jeg er udfordret på afstanden, en datter i 7/7 og arbejde inkl. arbejdsweekender. Derfor elsker jeg også, at man kan være en del af det, på de præmisser der er helt rigtige for én. Det betyder alverden for mig! At jeg kan være en del af fællesskabet alligevel.

2025 blev for mig det år hvor jeg rejste mig igen. Det blev det år hvor jeg fokuserede på ting og oplevelser der gjorde mig godt – heriblandt koncerter Jeg har mødt ufatteligt mange mennesker i 2025 – og også mange skønne Sisters!

2026 er året, der for mig har mantraet: Livet er NU.

Jeg fortsætter med koncerterne, og mit netværk er allerede udvidet med endnu flere dejlige mennesker og Sisters. Jeg er altid typen der er “jo flere jo bedre”, så sig endelig “hej”, hvis i ser mig – uanset hvem jeg står med.

Min smag indenfor metallen favner bredt, men jeg har en forkærlighed for Power, Core (er nok lidt en core-whore, og det gamle, klassiske). Jeg er derfor også ofte også at finde til mange forskellige koncerter, og nogle gange er det ligeså meget for stemningen og oplevelsen, som for musikken.

I år står programmet på alt fra Epic fest, Copenhell (og første gang jeg skal sove der– dog i tenthouse), og Næstved Metalfestival. Jeg har alverdens koncerter booket, primært i København, men også tættere på hjem.

Jeg elsker personligt de mindre steder som Gimle, men også metalmiljøet i Slagelse. Den overskønne booker i Slagelse gør virkelig et kæmpe arbejde, der er værd at anerkende, og stemningen til koncerter og events i Badeanstalten/Musikhuset er bare altid helt i top. Desuden ligger det 5min fra Slagelse station – med sølle 50min til Hovedbanegården.

Planen er at fortsætte med at leve, og fortsætte med at opleve. At tage en kæmpe bid af livet – og gerne sammen med jer! Jeg glæder mig til at møde flere af jer.

Tak for det Metalsisters er og gør!