Jeg hedder Rikke, er årgang 1969, ingeniør og fra Bagsværd uden for København. Jeg voksede op i en familie, hvor musik ikke fyldte ret meget. Min far købte bunker af kassettebånd med tvivlsomt kopieret popmusik og censurerede covers med hjem fra Saudiarabien, hvor han arbejde fra jeg var fem til jeg var femten. Han hørte selv lidt jazz og klassisk en gang i mellem, men min mor er ikke interesseret i musik og syntes nok mest at der bare skulle være stille. Så musik blev hørt på værelset eller af min far i stuen en sjælden gang imellem. Men af eller anden grund fandt jeg på, at jeg ville være matematisk musisk student og startede på Herlev gymnasium i 1986.

Mit første møde med metalmusikken var en musiktime i 1 g hvor det britiske band Black Sabbath, som jeg aldrig havde hørt om, blev præsenteret som opfinderne af Heavymetal og vi så en musikvideo med Iron man. Jeg husker det stadig som en helt særlig oplevelse, der ændrede noget i mig. Musikken var så anderledes end det klassisk og jazz jeg var vokset op med og den pop jeg hørte sammen med veninderne.

Jeg forstod, den gang, ikke rigtig musikken, og syntes at den var både grim og lidt skræmmende, men den gjorde et stort indtryk. Det var noget helt andet end jeg nogensinde havde hørt, men energien i musikken var dragende og min nysgerrighed var vakt.

I 2. G startede jeg på musiklinjen på Herlev gymnasium og ind trådte en smuk og lattermild pige med langt mørkt hår og en særlig energi. Vi blev hurtigt veninder og hun fortalte mig, at hun sang i et heavyband. Det var så spændende, for jeg havde aldrig været tæt på den verden før. Bandet stillede op til gymnasie melodi grandprixet og Gitte der var deres forsanger og min klassekammerat, hev mig med, og jeg mødte bandet, og kom med dem i øveren. Det var en kæmpe verden der åbnede sig for mig og derefter gik der kun kort tid før jeg endte som korpige i bandet med Gitte som en benhård leadvocal ved siden af mig.

Jeg blev introduceret til begreber som tungt, et ord jeg aldrig havde hørt brugt om musik før. Jeg anede ikke, hvad det betød, men nikkede bare og forsøgte at se meget vidende ud, når jeg blev spurgt om det ikke var vildt tungt det som bandet spillede og ihvertfald mindst lige så tungt som guns n roses, der lige havde slået hul igennem lydmuren med debutalbummet Appetite for destruction. Jeg var solgt og min store kærlighed til metal var grundlagt.

Jeg kom med bandet i studiet som fuldgyldigt medlem, da der skulle indspilles demo inde i easysoundstudiet på Trianglen. Det føltes meget rockstjerneagtigt og da vi ankom på 2. Indspilningsdag og mødte Allan Mortensen i studiets thekøkken, var det kæmpe stort og meget rock n roll agtigt og oplevelsen af at stå i vocalboksen og indsynge var fuldstændig som på film. Jeg elskede rockstjernedrømmen, men jeg fandt mig alligevel aldrig rigtig til rette i den alligevel, for jeg var jo stadig lille generte Rikke, fra Bagsværd inden i, og jeg var egentlig alt for genert til at stå forrest på den scene til de få spillejobs vi havde. Allerhelst ville jeg nok have stået nede bag trommerne og sunget, og allerværst blev det, da vi havde fået et job i slotsbio i Hillerød, for os et kæmpe sted, og vi øvede og de andre glædede sig i måneder inden. Vi, eller nok mest de andre i bandet, gik på scenen med den vildeste rockstjerneattitude og troede vi skulle vælte Hillerød. Jeg kunne være kravlet i et musehul, da der kun dukkede en ti stykker op til koncerten og de der gjorde mest hang ud i baren og ikke skænkede os på scenen mange blikke. Jeg syntes det var forfærdelig flovt, og Jeg måtte nok endnu en gang konstatere at jeg elskede livet i øveren, men ikke i front på scenen.

Metal og rock fyldte meget i mit musikbillede i gymnasiet. Hvis mine forældre var dumme smed jeg skorpions i walkmannen om morgenen og trampede igennem på cyklen hele vejen til gymnasiet

Da man fra politisk side ville spare på gymnasierne, besatte vi gymnasiet, sov på gangene, drak øl og hørte I wont cut my hair med Disneyland aften Dark. Der var fandme ikke nogen der skulle bestemme over os.

Jeg begyndte at tage til en del heavykoncerter i KB-Hallen sammen med Gitte fra bandet, og jeg fandt hurtigt en tryghed i heavymetalmiljøet, som en lille men sikkert småflabet tøs blandt de store hærdebrede rockertyper. Jeg følte mig altid hjulpet op forrest i barkøen og passet på af de lidt hårde typer i lædervest og ofte blev jeg tilbudt at komme op på nogens skuldre for at kunne se noget. Det var et miljø hvor jeg følte mig set og holdt af.

I slutningen af mit studie mødte jeg Thomas som også hørte rock i den tungere ande af spektret og sammen med ham og med dem fra bandet var jeg op gennem 90`erne til rigtig mange koncerter.

Mit yndlingsband var og vil altid være Aerosmith, som jeg så i en iskold Malmø skøjtearena i 1993. Vi kørte i bus i flere timer for at komme derover – Den gang var Malmø meget langt væk. Da vi endelig nåede frem var der kun svensk letøl i baren og kulden stod op igennem nålefilten på gulvet, der var lagt direkte oven på isen. Vi var overbeviste om at det ville blive en dårlig koncert i de rammer når vi nu ikke kunne få “rigtig” øl, men kun det tynde svenske sjask og kulde hørte sig overhovedet heller til. Men da Aerosmith gik på, og Steven Tylers stemme indhyldede hele salen i nærvær og og sexiness glemte jeg alt om kulde og tynd øl og smeltede ind i en fantastisk koncertoplevelse jeg aldrig glemmer, med det band jeg i rigtig mange år havde drømt om at opleve.

En anden legendarisk aften i1997 spillede KISS i Valbyparken. DMI havde lovet silende regn, så Thomas og jeg brugte to hele imprægneringssprays på at imprægnere vores jeans og læderjakker, afleverede ungerne hos deres bedsteforældre og drog afsted mod Valbyparken. Og vi var da heller ikke helt gennemblødte endnu da guitaristen i en udspændt wire fløj hen over hovedet på os. Det var en kæmpe aften.

Jeg var i starten af tyverne, da grungebølgen ramte og Nirvana slog hul gennem lydmuren. Jeg og Thomas elskede den nye skraldede lyd af Alice in Chains, Pearljam og Soundgarden og gik til alle de koncerter vi kunne komme afsted til. Vi så bl.a. en legendarisk dobbeltkoncert i 1995 til Heyday 2 med Pearl jam og Neil young, Godfather of grunge på Dyreskuepladsen i Roskilde.

I 1998 var vi på Roskilde og så så Black sabbath på deres Reuniontur, hvor de havde Ozzy med. Den reunion var noget man troede aldrig ville ske, så det måtte vi se. Det var en fantastisk koncert, men det endte med at det blev en helt anden koncert, med et for os ukendt, tysk band der tog al opmærksomheden. Marilyn Manson aflyste og Rammstein, som vi ikke rigtig havde hørt om, blev opgraderet til orange scene, da Marilyn aflyste og alle de udklædte og sminkede manson fans måtte gå skuffede hjem. Rammstein greb chancen for en upgrade og Ind på festivalpladsen kørte et vogntog med pyroteknik og gear og det blev den vildeste og voldsomste koncert jeg nogensinde havde oplevet.

Vi tog også på Roskilde året efter, men der var fokus et lidt andet sted, for jeg var gravid med vores datter og herefter fulgte en del år som børnefamilie, hvor vi stadig gik til koncerter, men i mindre grad.

Da jeg blev skilt fra børnenes far Thomas flyttede den store samling af cd`er med metalmusik og jeg mistede min faste koncertmakker……. Så jeg helligede mig livet som alenemor og musikken gled lidt i baggrunden.

Metalmusikken røg endnu mere på pause, da jeg mødte Jesper, som jeg er gift med i dag. Jesper elsker Britney Spears og Nik og Jay. Vi fandt hurtig ud af at vi nok aldrig fik “omvendt” den anden, og istedet fandt vi sammen en fælles tredje musiksmag og den fandt vi i salsa og i funkmusikken, da vi begge to er rigtig glade for at gå ud og danse og faktisk begge to dansede salsa inden vi mødte hinanden. Så metalkoncerterne blev i nogle år udskiftet med noget mere dansevenligt.

Jeg hørte metal sporadisk stadigvæk, men jeg havde ikke rigtig nogen at dele det med, da mit venskab med bandet var gledet ud og alle mine veninder hørte pop. Og for mig er musik noget socialt som jeg gerne vil dele med nogen jeg holder af.

Men en dag begyndte min søn Anton at interessere sig for musik og begyndte at finde sin egen musiksmag, kraftigt inspireret af den musik han var vokset op med, og som hans far stadig hørte og metalmusikken fandt igen sin vej ind i mit liv. Anton begyndte at nørde musik , med en stor forkærlighed for det tunge og lidt skæve metal og startede på sin efterhånden store pladesamling.

Anton og jeg havde mange gode lyttetimer sammen mens han stadig boede hjemme. Med min pladespiller og Antons samling af metal på vinyl fandt vi et fælles rum i musikken, mor og søn, og vi begyndte også at gå til en del koncerter sammen med alt fra Alice Cooper over Epica til Godspeed you! Black emperor.

Da Copenhell startede op, var jeg ligesom et andet sted og da Antons far hurtigt fik inviteret Anton med på Copenhell, blev det ligesom deres ting og en ting som jeg, som mor, gerne måtte holde mig langt væk fra. Det var deres territorium.

Det respekterede jeg , men jeg var dybt misundelig, hver gang de tog afsted til Copenhell sammen. Jeg havde heller ikke nogen andre at tage derud med og det bed lidt i hjertet.

Da Anton flyttede hjemmefra blev min kærlighed til metal igen noget jeg dyrkede alene eller når jeg en sjælden gang imellem tog til koncert med Anton.

Det var som det var, men længslen efter, igen, at være en del af metalmiljøet voksede i mig.

Copenhell var stadig en stor drøm for mig, men jeg havde jo stadig ikke rigtig nogen at tage derud med, før jeg i 2024 havde fået nyt job og en ny god kollega Zofia, som også gerne ville på Copenhell. Zofia var gravid, og jo egentlig mere til stemningen end til Metalmusikken. Så hun gik tidligt hjem og jeg endte med at være alene en stor del af tiden, på mit første Copenhell. Jeg havde bl.a. en skøn koncert med Machinehead, hvor jeg sad i silende regn under mit regnslag med en fadøl og bare nød musikken og følte mig i live.

Men der besluttede jeg mig for, at nu var det vist tid til at få gjort noget ved det med de der Metal sisters, som jeg jo egentlig havde meldt mig ind i på Facebook uden rigtig at have haft modet til at gøre ved det.

Jeg gider ikke nytårsforsætter, men jeg satte mig et mål for 2025. Det var, at jeg ville i gang med Metal sisters. Det var mega angstprovokerende, for jeg kendte jo ikke nogen i gruppen men da der blev kaldt til Så der møde, tog jeg mod til mig, fik skrevet i Facebook-gruppen og kom afsted, godt støttet af Britt og Karina, der også var helt nye og som jeg fulgtes med og som i dag er et par af mine gode metalveninder og faste koncertmakkere. Det har jeg ikke fortrudt et eneste sekund, for det var en kæmpe oplevelse at møde det fællesskab og åbenhed der er i metalsisters,

Jeg har gennem Metal sisters fået en masse dejlige nye venindeskaber bygget op omkring den kærlighed til metal som, hos mig, havde været hjemløs i mange år og som jeg nu igen, både dyrker og er stolt af.

Tak til Metal Sisters for at være det sted, hvor min kærlighed til metal kan leve og blomstre, og hvor den aldrig mere skal føle sig hjemløs