Samarbejde

Identitet og næste kapitel

Som en afspejling af udviklingen i fællesskabet og den fortsatte vækst og professionalisering –– lanceres et nyt logo, igen designet af art director Moa Mårdsberg. Det nye udtryk bygger kærligt videre på det oprindelige logo og markerer et nyt kapitel i METAL SISTERS’ historie, hvor der også er et udadvendt visuelt udtryk – fra ring der omslutter til flares der stråler udad. Både det oprindelige og det nye logo fungerer som identitetsmarkører og bruges på merch, faner og nyt udviklet materiale.

Foreningsstruktur og samarbejde

I 2025 træder den nyetablerede bestyrelse fra november 2024 for alvor i funktion.

Bestyrelsen består af medlemmer fra fællesskabet: Birgitte Bundgaard Madsen (Kbh) som forkvinde, Sara Mørch (Kbh) som næstforkvinde, Alice Bøegh (Kbh) som kasserer samt Alice Andersen (Århus), Una Gaasedal (Kbh), Tanja Peters (Kbh), Frederikke My (Kbh), Fie Maké (Odense) og Stine Munch (Kbh), som fortsat er ansvarlig for den overordnede strategi og udvikling i METAL SISTERS som helhed.

Den nye hjemmeside lanceres, og der arbejdes med både merch og medlemsfordele som led i at styrke foreningen og skabe værdi for medlemmerne. Merch-teamet etablerer et godt samarbejde med Headbangers.dk omkring tryk og distribution af merchandise.

Året er præget af opbygning og afprøvning af struktur, roller og samarbejdsformer i de forskellige arbejdsgrupper. Det administrative arbejde styrkes med nye tiltag, arbejdsgange og initiativer, som løbende udvikles og justeres. Alt i alt skabes et mere grundigt og bæredygtigt administrativt fundament for foreningen. Der vedtages et kontingent og dermed en medlemsskare, som aktivt viser deres opbakning og støtte.

I juni konstitueres Sara Mørch som forkvinde. Med vedholdenhed, struktur og et stærkt blik for at få alle med bygger hun videre på det arbejde, der allerede er sat i gang, og bliver en vigtig drivkraft i det fortsatte arbejde med at skabe overblik, gode arbejdsgange og et sammenhængende fundament for den næste fase i METAL SISTERS’ udvikling.

Handlekraft i praksis

En milepæl dette år er samarbejdet omkring Pandæmoniumbaren på Copenhell. Det samarbejde, som blev etableret året før, bliver nu omsat til handling. Tanja Peters løfter en omfattende opgave med at samle og koordinere de mange frivillige, og mere end 120 Sisters og Misters bidrager til projektet.

Sammenholdet og engagementet viser sig i praksis, når frivillige fra hele landet løfter opgaven i fællesskab. Projektet bliver et tydeligt eksempel på, hvordan fællesskabets handlekraft, organiseringsevne og stærke sammenhold kan omsættes til konkrete resultater. Samtidig giver indsatsen et betydeligt økonomisk bidrag til foreningen og bliver et synligt bevis på, hvad der kan lade sig gøre, når relationer, ansvar og fællesskab går hånd i hånd.

En god invitation

Sidst på året inviterer Foreningen Musikbevægelsen af 2019 METAL SISTERS til deres hyldestshow for at fortælle om fællesskabet og foreningens arbejde som en del af fokus på betydningsfulde initiativer og aktører i branchen.